Fængslende og skæv historieformidling
Oplev en aften med finurlig, forunderlig og frem for alt fængende historieformidling, når manden bag Facebook-fænomenet og bøgerne "Unyttige historiefacts", Michael Frederic Hawkins, kommer på besøg.
Knap 100.000 personer følger de mange opslag, der i dag også har bredt sig til litteraturen med alskens unyttige historiefacts om "krig & konflikter", "sport & spil", ”sygdom & sundhed”, ”mad & drikke” samt "dyr & og natur".
En anderledes måde at gå til historien
"Unyttige historiefacts" kan vække eller forny interessen for fortiden. Påskønnelsen af de finurlige facts kræver ikke, at man kan kongerækken til fingerspidserne eller har memoreret datoer om den franske revolution. De unyttige historiefacts fordrer blot, at man værdsætter en god historie.
Forfatteren Michael Frederic Hawkins er adjunkt i historie, så aftenens foredrag har, til trods for de underfundige fortællinger, kildekritikken på plads.