Om dette arrangement

Tid
18:45 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
Andet

Livestreaming - Yngre med årene

12.10.21
Forskning viser at ikke bare din livsstil, men også livsindstilling, i et vist omfang er med til at bestemme om du vil dø som en rask 90-årig eller som en syg 80-årig. Du har selv mulighed for at forsinke aldringen af dine celler og dermed af din krop.

Som plastikdupperne for enden af vores snørebånd, sidder de såkaldte telomerer for enden af vores kromosomer og stabiliserer disse. Hver gang en celle deler sig, ryger der et lille stykke af telomererne. Man kan sige at vores celler er udstyret med et klippekort hvor der for hver enkelt celledeling ryger et klip fra enden af kromosomerne. På et tidspunkt er klippekortet tomt, og så vil cellen aldrig kunne dele sig mere. Man siger at cellen derved er gået ”i alderdom”.

Det viser sig at kronisk inflammation giver korte telomerer og får aldringsprocessen til at køre hurtigt, mens en sund livsstil og en optimistisk livsindstilling bremser inflammationen og styrker kromosomerne.

Ungdommens kilde er altså fundet og den består af en række forskningsbaserede livsstilsråd der styrker den fysiske og mentale sundhed. Det handler om sund kost, absolut ingen røg, vin i moderate mængder og rigeligt med bevægelse og søvn.

Det er også vigtigt at undgå unødig bekymring og have fokus på det der giver livet mening. Det handler bl.a. om familie og venner, at deltage i frivilligt arbejde eller på andre måder at tænke udover sig selv.

Det er ikke mindst vigtigt at opleve ærefrygt – altså denne særlige brusende følelse af henrykkelse, begejstring og betagelse. Hvad enten det er en stjernehimmel, en solopgang eller at høre drengekoret synge, er det vigtigt at optimere chancen for at blive grebet af ærefrygt.

Offentlige foredrag i naturvidenskab

Tag med ind bag de tykke universitetsmure og få et overraskende indblik i hvad forskerne egentlig sidder og laver. Aftenens forelæser: professor Bente Klarlund Pedersen, Københavns Universitet, overlæge på Rigshospitalet og leder af Center for Aktiv Sundhed.

I samarbejde med Aarhus Universitet livestreamer vi på storskærm en række anderledes og inspirerende foredrag i naturvidenskab, fra en verden de fleste af os ikke har adgang til. Foredragene transmitteres direkte over hele landet.

Materialer