Om dette arrangement

Tid
10:00 - 18:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
Udstilling

Keld Helmer Petersen: Hidden beauty

22.01.16 - 08.05.16
Fernisering: 22. januar kl. 16.30 Ved professor Mette Sandbye/ Weekendavisen Til stede er Jan Helmer-Petersen, søn af kunstneren samt ph.d.-stipendiat, Det Kongelige Bibliotek Inger Bonde.

Tre serier af billeder:

- Danish Beauty

- Gefundenes fressen

- Black Noise

Keld Helmer-Petersen (1920-2013) var sin tids førende kunstfotograf og opnåede i en tidlig alder international anerkendelse. I sin mangeårige kunstneriske praksis forfulgte han bestemte strategier, der var rodfæstet i 1950’ernes modernisme. Allerede tilbage i 1951 var han blevet fascineret af ideen om at pålægge sig selv begrænsninger i den fotografiske proces. Den idé blev videreudviklet og systematiseret. De lovmæssigheder, han løbende udviklede, dannede grundlaget for de mange undersøgelser af fragmentet, der blev omdrejningspunktet i hans kunstneriske praksis livet igennem.

Med udstillingen ”Hidden Beauty” indgår tre serier, som hver på deres måde viser kernen i Keld Helmer-Petersens værk. Serien ”Danish Beauty” er fra årene 1973-93 og består af 12 værker. Der er tale om farvebilleder af detaljer fra virkeligheden, der i Keld Helmer-Petersens formulering forvandles til f.eks. geometriske forme, selvom man i billedet aner konturerne af en soltørret træport. Et andet eksempel er et billede af en række trælameller med numre og navnet Cordelia skrevet i hånden. Alle billederne i denne serie er fortættede med motivet trukket helt frem i billedplanet. Der er ingen dybde, ingen horisont. Detaljen fra virkeligheden er isoleret og transformeret over i en ny virkelighed.

Den anden serie, der består af 20 værker har den lidt dobbelttydige titel ”Gefundenes Fressen”. Det er en blanding af s/h og farvefotografi skabt i årene 1976-1983. Her er det fundne objekter, f.eks. en handske eller en udtørret frø, som er bragt hjem til fotografering i atelieret. Alle billederne har en ensfarvet baggrund og objekterne er mere eller mindre flade – mast flade, kørt over, trådt på eller på anden måde ødelagt i sin oprindelige form. Til gengæld opstår nye former, nye nuancer, nye linjer i billederne og de fundne objekter tillægges nye betydninger i det udtryk Keld Helmer-Petersen får skabt.

Den tredje serie ”Black Noise” består af 15 værker og er blevet til i perioden 2008-2009. I en alder af 88 begyndte Keld Helmer-Petersen at eksperimentere med de digitale muligheder. Ældre værker blev bearbejdet og blandet med digitale billeder af fundne objekter. Nye værker voksede ud af forsøgene og denne serie indgår i bogværket af samme navn, der udkom i 2010-11. Keld Helmer-Petersen har med denne serie føjet sig til rækken af kunstnere som J. F. Willumsen og Richard Mortensen, der begge skabte markante alderdomsværker. Dette alderdomsværk kan opfattes som en syntese på to af Keld Helmer-Petersens vigtige kunstneriske poler. Den sorte silhuet mod den hvide baggrund bærer reminiscenser tilbage til bogværket ”Fragments of a City” (1960), hvor Chicagos skyline dannede udgangspunktet for de dynamiske linjeforløb i det hvide felt. Det var et værk, han selv holdt meget af og ved at blande det digitalt med fundne objekter, der i mange år blev betragtet som hans særlig kunstneriske kendetegn, har han skabt nye billedstrukturer, der peger frem i sin teknik men tilbage i sit indhold. Et kunstnerisk forløb blev således rundet af.