Aldrig mere 9. april

02.04.20
Det var en sort dag i Danmarks historie, da Tyskland besatte Danmark under 2. Verdenskrig for 80 år siden i 1940. Lidt populært sagt kan man vel sige, at lige denne begivenhed har fundet sted, så det er rigtigt med ”aldrig mere”

Et andet afsæt er at sige aldrig mere krig. Krig er altid barsk, og der er som oftest ikke nogen rigtig vindere i en krig. Når der flyder blod opstår der stærke følelser, og det kan tage mange år at komme over de sår, der skabes. 

Efterhånden er der ikke mange nulevende, der som førstehåndsvidne kan huske 2. Verdenskrig og besættelsen af Danmark 9. april 1940. Derimod er vi mange, der har hørt om krigen først og fremmest i skolen, men også via de mange dokumentarer og dokumentarfilm og spillefilm, der eksisterer om denne store krig. Og det er her det er oplagt at sige, aldrig mere, for det er og var en forfærdelig grim krig.

Hvordan kunne det ske?

Ja det er et spørgsmål, man kan rette indad mod sig selv. 

Også i dag er der konflikter og krige, men hvor er det lige, det starter? Når jeg tænker indad tænker jeg, at jeg har en forpligtelse til at sige fra også i det små. Tage afstand fra en retorik, der fører i en forkert retning. Vi skylder alle hinanden at sige det højt, når vi oplever noget, der ikke er i orden i stedet for at have nok i vore egne små liv. 

En måde at danne sig et indtryk af 2. Verdenskrig og alt det, der var på spil dengang, er at læse nogle af de mange romaner, der er skrevet og hvor handlingen udspiller sig under besættelsen. 
Jeg læser ofte den type romaner med et sæt ”briller på”, hvor jeg er mig bevidst, at jeg ser det hele i bagklogskabens lys. Jeg forsøger at sætte mig ind i en virkelighed, hvor de mennesker, der levede dengang ikke vidste, hvordan det ville gå i sidste ende….
Dernæst tænker jeg også på, hvordan jeg selv ville have ageret, hvis det var mig? Det, der kan lyde umiddelbart enkelt set fra min vinkel i dag, var måske fyldt af mange forskelligrettede behov og dilemmaer dengang. Så hvad ville jeg have gjort, hvis jeg var i deres sted?

Tag opfordringen op og værsgo her er der nogle titler, der kan anbefales at gå i gang med. På Filmstriben.dk finder du også en række film om emnet. 

/ bibliotekar Karin Rask Kristiansen