Jazz-anbefalinger på Stingray Qello

Af musikbibliotekar Ole Laursen

Hvis du her på hjemmesiden klikker på kategorien ”Jazz”, finder du lige nu 154 forskellige jazzkoncerter.

Her får du min anbefaling af fem af disse koncerter

Lady Gaga og Tony Bennett

Lady Gaga og den dengang 88 årige Tony Bennett udsendte højst overraskende det rigtig fine album ”Cheek To Cheek” i 2014.

Her får du en liveoptagelse fra Lincoln Center fra 2014 med en række af de jazz-standards, som optræder på albummet. Det er en skøn oplevelse af høre ”Den sidste crooner”, som Bennett er blevet kaldt, stadig synge så godt sammen med den ligeledes velsyngende Gaga. Læn dig tilbage og nyd de to i smukke udgaver af standards som ”Nature Boy” eller ”But Beautiful”. Eller lyt til velswingende udgaver af ”I Won’t Dance” og ”It Don’t Mean A Thing (If It Ain’t Got That Swing)” med bigband. 

Oplev Lady Gaga og Tony Bennett på Stingray Qello

Nina Simone

Den store amerikanske jazzpianist, sanger og borgerrettighedsforkæmper Nina Simone, som efter 8 års fravær i 1976 vender tilbage til den legendariske Montreux Jazz Festival i Schweiz. Hun leverer en meget intens koncert med udelukkende hende selv på klaver, en trommeslager og lidt percussion. Hun lægger ud med Richard Rodgers’ og Lorenz Harts smukke ”Little Girl Blue”, hvor der er fuldstændigt stille i salen undervejs. Senere får vi en af hendes mest kendte sange ”I Wish I Knew (How It Feels To Be Free)” -  intenst og bevægende. 

Oplev Nina Simone på Stingray Qello

Gregory Porter

Den amerikanske jazzsanger med den lækre bariton-stemme optræder her ved Nice Jazz Festival i Frankrig i 2012 med en sværvægt af sange fra det gode album ”Be Good” fra samme år. Hør ham synge de smukke ballader ”Be Good (Lion’s Song)” og ”Printed on Canvas” eller de fine up-tempo sange ”On My Way To Harlem” eller Charles Mingus’ komposition ”Moanin’”

Oplev Gregory Porter på Stingray Qello

Danske jazz musikere

Du kan også finde et par danske kunstnere i jazz-kategorien. Jeg vil fremhæve violinisten Svend Asmussen, som her optræder på Jazzhus Montmartre i en optagelse fra 1986 sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas, Kenny Drew på klaver og Ed Thigpen på trommer. Nyd Asmussens skønne violinspil på ”It Don’t Mean A Thing”, ”Trubbel” eller den melodi han nok var mest kendt for ”June Night”. Koncerten er virkelig en nydelse at lytte til.

Koncert fra Jazzhus Montmartre på Stingray Qello