13. december - Rødder

13.12.22
”Jeg tror, at lugtene og lydene er noget af det, vi alle sammen husker bedst fra vores barndom. Når vi passerer et bestemt sted, kan lugten pludselig minde os om en begivenhed, der ligger årtier tilbage. Der var lokum i gården i Østergade 42, og stanken af gammel urin kunne være ulidelig. Jeg kan endnu genkalde mig den fugtige varme dunst fra kakkelovnen med koks og brunkul. Jeg husker desuden tydeligt duften af slikæbler på en træpind og den sødelig duft fra vaflerne i Premier Hallen i Østergade. Og især den herlige duft af ristet kaffe hos købmanden.”

På denne meget sanselige måde tager tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943, statsminister fra 1993-2001) os med til sin barndoms udgave af Esbjerg. Til Østergade. Det gør han i selvbiografien ”Rødder” fra 2003.

Udover at Nyrup Rasmussen meget effektfuldt, rent sprogligt, bruger duftene som en tidsmaskine, så får vi også et indblik i anden tid. Der tilbage i 1950’erne. Med koks, brunkul og vafler.

I dag er der en stor parkeringsplads hvor Østergade nummer 42 lå i gamle dage. Ja, faktisk lige ved siden af Hovedbiblioteket.

Materialer