Advokatvagten

Få gratis retshjælp på biblioteket. Advokater yder mundtlig og anonym rådgivning til alle borgere.

Skal du skilles, leje bolig eller måske søge en erstatning, så kan der være vigtige, juridiske spørgsmål, du skal tage højde for. Hos Advokatvagten kan du få hjælp, så du undgår de værste problemer. Der er ingen grænser for, hvilke juridiske problemer du kan spørge til råds om, men de fleste henvender sig vedrørende netop skilsmisser, leje af bolig og erstatning. Andre ’populære’ spørgsmål handler om forældremyndighed, fast ejendom og arveforhold.

Træffetid
Advokatvagten består af to advokater/advokatfuldmægtige, som kan træffes på Hovedbiblioteket første mandag i måneden fra klokken 17-19. Der kan trækkes et nummer fra kl 15.30. Advokatvagten holder til i mødelokale 5 og 7 i stueetagen.

Advokatvagten har åbent den 1. mandag i hver måned.

Rådgivningen er helt anonym. Der bliver således ikke skrevet noget ned eller lavet en sag. Du får blot en hurtig, juridisk bedømmelse af din situation.

Advokatvagten findes i de fleste større byer i landet. Flere end 20.000 borgere henvender sig hvert år for at få et gratis råd.