Aarhus som rammen for Rampen

01.07.21
I 2020 udkom krimiforfatteren Jesper Stein med erindringsromanen Rampen, som hovedsageligt foregår i barndomsbyen Aarhus. Vi følger Jesper gennem barndommen og især ungdommen på Rampen i Risskov, hvor moderen er sygeplejerske og faderen gymnasielærer og litterat.

Bogen indledes med Jespers opdagelse af, at faderen har en affære med en tidligere elev. Affæren fører senere til en hård skilsmisse. Vi følger Jesper gennem gymnasieårene med problemerne derhjemme, med kærester, fester, druk, dårlige karakterer i skolen og hans følelse af, aldrig at kunne gøre tingene rigtigt.

Undervejs i bogen føres vi rundt i start- og midtfirsernes Aarhus. Beskrivelserne giver mig lyst til at udforske ’Smilets By’, en by som jeg kun sporadisk har besøgt hidtil. Jeg får lyst til at gå en tur langs Aarhusbugten ved nattetide, bevæge mig rundt i Risskov, eller Falstersgade i Øgadekvarteret, hvor faderen flytter til, eller måske tage en tur til Trøjborg. Et gensyn med Paradisgade og et længe savnet besøg i Øst For Paradis vækkes også i mig.

Det er en meget vedkommende, velskrevet og troværdig bog med Aarhus som ramme, som jeg stærkt kan anbefale.

Den kan lånes på biblioteket eller på eReolen som Ebog eller netlydbog. Sidstnævnte med Jesper Stein selv som indlæser på let aarhusiansk og det giver en ekstra god oplevelse med bogen!
 

Materialer