De fem bedste krimier Lene har læst i 2020

29.12.20
Vi har mange læseheste ansat på Esbjerg Kommunes Biblioteker. Lene er én af dem. Så her følger fem bud på fornem krimiunderholdning.

”Ustyrligt blod” af Robert Galbraith 

Uden tvivl årets bedste læseoplevelse. Fremragende krimi, der er så meget mere end bare en krimi: det flotte sprog, vidunderlige personer og London når den er bedst – og værst.

Jeg er simpelthen så vild med historien og med Cormoran og Robin, at selvom bogen er næsten tusinde sider lang, ville jeg ønske den havde været længere. Hun skriver bare så fantastisk og fængslende, at det er helt umuligt ikke at blive ved med at læse kapitel efter kapitel. Når jeg skriver hun, er det fordi, at Robert Galbraith er synonym for J. K Rowling, Harry Potters mor, som har valgt at skrive serien om Cormoran Strike under et andet navn. Det er ikke længere en hemmelighed, og jeg vil næsten påstå, at hun alligevel ville blive afsløret af det utrolig flotte sprog og hendes elskelige og helt igennem vidunderlige personer. Jeg er i al fald stor fan.

Jeg kan ikke anbefale serien nok, ikke kun til krimielskere, men til alle der elsker en overordentlig god fortælling med levende og realistiske hovedpersoner.

”Hjertets nordside” af Dolores Redondo

En fornem krimi med Amaia Salazar, der under en udveksling til USA pludselig bliver rekrutteret af FBI til en sag om en morder der, i ly af naturkatastrofer, myrder hele familier!

”Hjertets nordside” er et meget velkomment gensyn med Amaia Salazar og en helt igennem velskrevet og nervepirrende spændende historie. Plottet er gennemført og man overraskes gang på gang af drejninger i handlingen. Sproget er meget flot og blomstrende, hvilket ikke er så almindeligt i krimier og jeg nyder de mange fine formuleringer og beskrivelser.

Men historien er så meget mere end ”bare” en krimi, det er også fortællingen om at overleve en frygtelig barndom og blive et helt og ordentligt menneske, selvom man har været udsat for ubeskriveligt forfærdelige oplevelser. Handlingen forgår en del år før trilogien om Batzan-dalen, hvor man for første gang kan følge vicekommissær Amaia Salazar.  I trilogien afdækkes en del af Amaias barndom, men i ”Hjertets nordside” får man den fulde historie og den er ikke for børn.

Jeg håber der kommer bøger flere af denne fantastiske spanske forfatter.

”De tavse kvinder” af Karin Slaughter

En krimi om Will Trent og Sara Linton. Da Will får oplysninger om, at en forkert mand har fået skyld for voldsomme overfald og et mord på unge kvinder for otte år siden, siger hans samvittighed ham, at han er nødt til at undersøge, om der virkelig er noget om snakken. Problemet er bare, at lederen af den politioperation, som beskyldes for at have været korrupt, ikke alene er død i tjenesten i mellem tiden, nej han er også Wills kæreste Sara Lintons afdøde mand! Det er en svær beslutning og Will ved, at det kan komme til at koste ham ufatteligt meget, men alligevel genåbner han sagerne og et langt, vanskeligt og bestemt ikke ufarligt opklaringsarbejde, ligger foran ham og de andre, der er på sagen.

Jeg er vild med alle forfatterens bøger om Will Trent og Sara Linton, men dette er efter min mening den bedste indtil nu. Den er vanvittig spændende, på grænsen til det neglebidende, og med et skudsikkert plot, der først afsløres på det tidspunkt, hvor forfatteren ønsker, det skal afsløres. Derudover er jeg helt tosset med opbygningen og med den måde, fortiden flettes ind i nutiden på, det er så elegant og fint udført.

”Stormvarsel” af Maria Adolfsson 

En velfortalt krimi med en forrygende handling, der udvikler sig bogen igennem.  Overraskelserne står i kø og handlingen tvister flere gange, så man hele tiden må ændre mening, om både mistænkte og uskyldige.  

Både Doggerland, altså den fiktive øgruppe, hvor serien foregår, persongalleriet med Karen Eiken Hornby som altoverskyggende hovedperson og selve skrivestilen er i top. Jeg kan mærke, at Karen bliver en yndlingshovedperson. Hun er helt igennem en fantastisk personlighed og jeg glæder mig meget til at lære hende endnu bedre at kende.

En virkelig god toer, jeg glæder mig allerede til den næste.

”Snefald” af Helene Tursten

Jeg skal lige love for, at der med denne tredje bog kommer gang i serien om Embla Nyström. Det er længe siden, jeg har været så opslugt af en krimi. Både handling og flow er i topklasse.

Da Embla i sin ferie bliver kaldt ud til at mord, viser det sig snart, at den dræbte, ikke er en hr. hvem som helst, men derimod en af Göteborgs største bandeledere og samtidig en fra Emblas fortid. Opklaringsarbejdet går i gang og da broderen til den dræbte ligeledes findes myrdet, må Embla og Göran se i øjnene, at sagen er større end først antaget. Med tråde til både Split og Zagreb i Kroatien afdækker de efterhånden en bandekrig, hvor ingen ved, hvem der er ven og hvem der er fjende. Også for Embla og Göran er det svært at finde ud af, hvem der hører til hvilken gruppe og det besværliggør opklaringsarbejdet, der i sidste ende måske vil føre til en opklaring af, hvad der blev af Emblas veninde, der forsvandt dengang for fjorten år siden.

En helt igennem fremragende krimi, velskrevet og med en spændingskurve der kun går en vej, nemlig opad.
 

Materialer