De skrå brædder og filmens verden

02.03.22
Her kan du blive inspireret til nogle fremragende ”teaterfilm” på Filmstriben.

Siden tidernes morgen – ja, altså siden filmen blev født som kunstart i slutningen af 1890’erne – har der været et tæt bånd mellem teatret og filmen. Rent faktisk var filmen formet af teatret. Af måden at fortælle på.

Den dag i dag er der mange sammenfald mellem teaterfolk og filmfolk, mange skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere og scenografer har ben i begge lejre. Man hører filmskuespillere udtale, at de elsker at vende tilbage til de skrå brædder for at genfinde den magi, der i første omgang gav dem lyst til at blive skuespillere.

De to udtryksformer kan lære meget af hinanden i forhold til virkemidler. Ofte er det teaterstykker, der bliver til film, men det går også den anden vej rundt – tænk blot på Vinterbergs ”Festen”. 

Her kommer fem bud på film på Filmstriben, hvor begrebet ”teater” spiller en rolle. Enten konkret i handlingen eller på et overordnet plan. 

Paradisets børn

En udødelig klassiker fra 1945 – som rent faktisk også er blevet opført som teaterstykke. I centrum står den underskønne og livskloge Garance, som er omsværmet af den drømmende mimiker Baptiste, den ambitiøse skuespiller Frederick og forbryderen Lacenaire. Både Baptiste og Frederick arbejder ved Funambules teater, hvor de håber på det store gennembrud, mens teaterdirektørens datter, Nathalie står i kulissen og er hemmeligt forelsket i den sværmeriske Baptiste.

Se Paradisets børn på Filmstriben.dk

Edmond

Paris, 1897. På tre uger skal den unge digter og manuskriptforfatter Edmond skrive et teaterstykke! Det bliver til den nu legendariske fortælling om Cyrano de Bergerac. Meget fransk, altså på den lidt overdrevne og flamboyante måde, og hvis man er til det, så er det en vidunderlig lille film. Kærligheden til poesien strømmer ud af filmen og selve teaterdelen er fremragende. En film man ikke kan undgå at komme i godt humør af. 

Se Edmond på Filmstriben.dk

Bullets over Broadway

En Woody Allen-film, med stor kærlighed til teatret, som er spækket med herlige skuespillere. 
David Shayne er ung, kompromisløs dramatiker. Men da en gangster vil finansiere Shaynes nyeste projekt og blot kræver, at hans talentløse protege skal have en rolle, lader Shayne sig overtale til at sætte stykket op. Med storudsalg af oprindelige ideer som resultat!
Filmen er en gangsterkomedie der foregår i 1920'ernes New York.

Se Bullets over Broadway på Filmstriben.dk

Gøg & Gokke

Komikerparret Gøg & Gokke må på en teaterturné i 1953 sande, at tiden er ved at løbe ud efter en forrygende filmkarriere. De døjer med helbredet, og de ydmyge provinsteatre er kun halvfyldte. Men som to garvede cirkusheste bider de sig fast i manegen og viser, at de lever for latteren. En pragtfuld film. Både om film og teater.  

Se Gøg & Gokke på Filmstriben.dk

Festen 

Familie og venner er samlede for at fejre Helges 60-års fødselsdag. Under middagen holder den ældste søn en tale, der afslører en forfærdelig familiehemmelighed. I løbet af aftenen oprulles lag på lag af den grufulde fortid. I den minimalistiske dogmetilgang til filmen hentede Vinterberg stor inspiration fra teatret. Fra skuespillerne. Festen er blevet omsat til teaterstykke. Helle Dolleris og Thomas Bo Larsen, som er med i filmen, har også spillet med i en opsætning af teaterstykket, der blev uropført i Tyskland i 2001. Det har senere været opført mange andre steder, blandt andet i London og på Broadway i New York City. Første gang det blev opført i Danmark var i perioden 12. oktober – 14. december 2007 på Gasværket i København.

Se Festen på Filmstriben.dk

Tags
Materialer