Del 10: Bo Gorm og Karen-Tine svarer på spørgsmål fra børn

26.03.20
Ulmer Blankbille fra Gredstedbro er 8 år og skriver: ”Kære Bo Gorm og Karen Tine. I er meget dygtige og søde. Jeg har hørt i tv, at mange mennesker skal testes for corona. Hvem skal egentlig gøre det? Og har I nogle bøger om test?”

Bo Gorm: Jeg tror, du skal slå ørerne ud og høre lidt bedre efter, unge mand! De skal ikke testes, nej, de skal TÆSKES for corona.

Karen Tine: Aj, jeg troede da også, de skulle testes. Er det virkelig rigtigt, hvad du siger, Bo Gorm?

Bo Gorm: JA, tror du jeg er dum, eller hvad? Men bare rolig Ulmer, det er ikke dig, der skal tæskes. Det er mest folk over 90 år, der har røget Corona-cigarer og drukket Corona-øl. Godt vi fik rettet den misforståelse! Det er for resten sygeplejerskerne, der gør det. Så derfor, hold dig mindst 3 meter væk fra alle sygeplejersker, så er du HELT sikker.

Karen Tine: Pyha, Ulmer, zå er vi to ikke i farezonen. Godt Bo Gorm er så klog. Jeg kender en rigtigt god serie, der handler lidt om tæsk. Som du selv kan læse. Hvor HELDIGT, når du lige spørger efter bøger om tæsk!