Tove Ditlevsen. Foto: Gyldendals billedbibliotek

Ditlevsen er stadig aktuel

En appetitvækker til at læse Tove Ditlevsen - måske igen eller for første gang.

Tove Ditlevsen er en forfatter, jeg har været fascineret af siden, jeg var ganske ung. Jeg tror, det skyldes, at hun er så eminent til at beskrive følelser og vel at mærke følelser, der er almenmenneskelige uanset tid og sted. Det i sig selv gør, at man kan identificere sig med det stof, hun beskriver. Der er vel det, der gør hende til en forfatter, der bliver ved med at få en aktuel status. 

Populær også i udlandet

At blive anerkendt kræver en synliggørelse og en præsentation, der gør, at man kan blive set. I de senere år er Tove Ditlevsen blevet synlig på verdensplan også. Det seneste jeg har læst i avisen er, at nu har tyskerne også fattet interesse for hende og hendes litteratur. Lige såvel som DR Danmarks Radio skriver omkring Tove Ditlevsens anerkendelse i USA her i starten af februar måned.

Hun fik en international anerkendelse i efteråret 2018, da Penguin Books udgav tre af hendes romaner. Som jeg læste dengang er disse bøger nogle, der blandt andet ligger i lufthavnskioskerne og som derfor købes eller ses af mange, der er på rejse, blevet meget synlige. Jeg ved godt, at det lige nu er på stand by, men også boghandlerne og andre steder, hvor der sælges bøger verden over, støder man nu på Tove Ditlevsen i udlandet.

Teater og musik

For nogle år siden så jeg en teaterforestilling i Musikhuset i Esbjerg, der hed ”Tove! Tove! Tove!” og som titlen siger, var det igen hende, det handlede op. En utrolig opsætning, hvor flere forskellige skuespillere agerede Tove Ditlevsen med de forskellige ansigter, der var hendes. En sammensat person, hvilket igen er noget de fleste af os kan identificere os med, for som oftest gemmer vi på flere lag i os selv og ikke alle er lige synlige for omverdenen. Tove Ditlevsen viste os i sin litteratur sine ansigter.

Og så er der måske en del, der har hørt sangeren Anne Linnet synge Tove Ditlevsens digte på pladen ”Barndommens gade”. Den findes også i min pladesamling, og jeg hørte den for en lille månedstid siden, så måske det var med til at inspirere mig til dette indlæg. På mine boghylder under loftet i min stue har Tove Ditlevsen indtaget en iøjnefaldende plads, hvor hun kigger ud med en eftertænksomhed i blikket.

Indgangen til Tove Ditlevsen

Samlet set er der meget at gå i gang med i forhold til at gå i lag med Tove Ditlevsen. Et godt sted at starte er at læse romanen ”Barndommens gade”, for så har man fået et billede af Tove fra barnsben af og det, hun er rundet af. 

For nogle år siden fik jeg denne del kædet godt sammen, da jeg en sommeraften sammen med min svigerinde kom helt ind i den baggård, hvor Tove Ditlevsen voksede op, og jeg så den opgang, hun og hendes familie boede i inde i det centrale København. Gaden hedder Hedebygade og ligger på Vesterbro og fremstår meget lig dengang. 

Hermed er opfordringen givet til at gå i gang med at genlæse eller læse Tove Ditlevsen. Der er noget at hente!

Mere om Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen - forfatterweb.dk

Det er over 40 år siden, hun døde: Nu går ikonisk, dansk forfatter pludselig verden rundt - på dr.dk

Tove Ditlevsen smitter, nu også i Tyskland - på information.dk

Tags
Materialer