Faglitteraturen og fantasy

02.08.21
Hvorfor er fantasygenren så populær? Og hvor stammer genren fra? Ja, det kan nogle af de bøger du får anbefalet i denne artikel give dig svaret på. 

Der er mange læsere af skønlitteratur i fantasygenren. Både romaner, noveller og tegneserier. Fantasy er også populært i filmens og computerspillenes verden. Dét, med at man kan besøge andre verdener, eller fantastiske dele af vores verden, har en stor tiltrækningskraft. Og det har det haft længe før forfattere som Tolkien og Rowling skabte deres store succeser.

Fantasygenren i slægtskab med gys og science

Og det belyser nogle af de værker jeg gerne vil anbefale: faglitteratur der tager udgangspunkt i fantasygenren og andre af de fantastiske genrer. For det er nemlig vigtigt at understrege, at fantasy, både tematisk og historisk, har et tydeligt slægtskab med gys og science fiction. Mange af de store forfattere har skrevet indenfor flere af de fantastiske genrer. Eksempelvis er forfattere som Edgar Allan Poe, Robert E. Howard og H. P. Lovecraft vigtige, både når man taler om gys og fantasy.

Et eksempel fra filmens verden kunne være Star Wars som både kan kategoriseres som science fiction (rumskibe, moderne teknologi) og som fantasy (magi, riddere og prinsesser). 

De fagbøger jeg nævner her, belyser mange af de aspekter, og du kan låne dem som fysiske bøger på vores biblioteker.

På fantasiens vinger

Niels Dalgaard, en af de store danske eksperter i forhold til genrelitteratur, har samlet en række tekster i denne antologi. Teksterne er teoretiske, tager udgangspunkt i litteraturhistorien og er skrevet af dygtige folk som Lene Kaaberbøl, Bo Green Jensen, Ib Johansen, Peter Mouritzen og Niels Dalgaard selv.   

Classical traditions in modern fantasy

Bogen er på engelsk. Det er en samling af essays som sporer fantasygenren tilbage til græske og romerske myter og fortællinger, samt hvordan store forfattere som J. R. R. Tolkien, C. S Lewis, J. K. Rowling og George R. R. Martin forholder sig til disse. En bog der både kan bruges akademisk og af læsere af fantasylitteraturen. 

Guide til fantastisk litteratur 

Vigtigt opslagsværk hvor man kan læse korte beskrivelser af hele 369 forfatterskaber og desuden præsenteres den fantastiske litteratur i en dansk kontekst.

Fantastisk litteratur for barn og unge

Norsk bog der på fornem vis indkapsler kernen i fantasygenren; forskellige verdener og tematikker og det fantastiske sat i relation til det realistiske. Endnu en antologi som både kan bruges akademisk og af fantasylæsere som gerne vil vide mere om genren. 

Fantasy : the definitive illustrated guide

Herligt kulørt opslagsværk der både omhandler bøger, rollespil, tv-serier og film. På engelsk og med et inspirerende forord af legendariske Terry Pratchett. 

Tags