Se filmen Loveless på Filmstriben

Fem fantastiske og bevægende film

02.05.21
Film kan meget. For det første er de underholdning. Man kan blive oplyst, man kan komme til at grine af en komedie, man kan trække puden op foran ansigtet når det bliver uhyggeligt, man kan blive fortryllet af en fantasy-film eller bliver forelsket i en romantisk komedie. Og meget andet.

Men noget af det vigtigste er, at film kan bevæge dig. Rent følelsesmæssigt. Du kan sætte dig ind i andre menneskers skæbner. På godt og ondt.

Her har jeg samlet fem film som bevægede mig – fem film du kan se på Filmstriben. Der er bestemt ikke tale om eskapistisk underholdning. Men det er fem film hvor du, på godt og ondt, kommer tættere på, hvad det vil sige at være menneske. Fem film hvor både handlingen og karaktererne bevægede mig dybt, fem film jeg aldrig glemmer. Måske de også vil bevæge dig? 

Markedets lov

Nøgtern, klinisk, og samtidig fyldt med varme, og meget aktuel film om det moderne arbejdsmarked. Filmen er bygget op om centrale scener hvor vi gennem Thierry, der spilles fænomenalt af Vincent Lindon, får indblik i et liv som arbejdsløs og det bliver også til en kommentar om vores moderne samfund. Fra samtalen med jobagenten, til en ydmygende ansættelsessamtale over Skype til en ansat i indkøbscentret der fyres fordi hun har hugget et par rabatkuponer. En lille stor film.

Om guder og mænd

Filmen er inspireret af virkelige hændelser. Vi befinder os på et trappistkloster i Algeriet i 1990'erne, hvor vi møder en lille gruppe franske munke, der lever i harmoni med lokalbefolkningen. Da der udbryder uroligheder i landet, stilles munkene overfor et grusomt valg: Forlad landet eller dø. I et langsomt tempo bevæger filmen sig frem mod fortællingens både tragiske og smukke klimaks. Filmens stil er minimalistisk og smuk, og skuespillet er helt eminent. 

Loveless

Parfoldet udstilles, alle lag skrælles væk, og kærligheden, eller netop den manglende kærlighed, er filmens helt centrale tema. Da filmen tager et knæk, og bliver til en klassisk efterforskning, er dette udført med så meget kvalitet, at det lykkes at føre stemningen fra indledningen over på eftersøgning, så den også kommer til at handle om manglende kærligheden. En film, hvor der foregår ekstremt meget under den grumme overflade, en film man ikke kan undgå at blive bevæget af.

The Florida Project

Her har vi at gøre med en lille, fremragende og rørende film. Floridas sol og eventyrlige pastelfarver, hvor de smukke omgivelser bruges på fornemste som en stærk kontrast til det menneskelige drama der udfolder sig. En ægte menneskelig fortælling, med ægte personer, og en film hvor replikkerne er mesterligt skrevet. En vidunderlig film, der både handler om det at være barn og om samfundets sociale skyggesider.

Lucky
En bevægende film centreret omkring en indfølt og magisk præstation fra Harry Dean Stanton - Dean Stanton døde kort efter optagelserne. Dean Stanton giver karakteren Lucky liv og selvom der ikke sker det store, så bliver man hurtigt opslugt af både karakteren og det stille drama. Det er nemlig en film uden den store handling fortalt i et mageligt tempo. Men det er også et meget stærkt portræt af alderdom og ensomhed og om at få det bedste ud af livet. 
 

Tags
Materialer