Filmen Hærværk

Film der passer perfekt til opgaveskrivning

04.01.22
Historie, analyser, dramaturgi ja, film kan være oplagte at bruge i forbindelse med opgaveskrivning. Og det gode ved de film jeg nævner er, at de også samtidig er ret underholdende.

Der er både historie, litteratur, politik og sport. Altså alt det, som gode opgaver kan indeholde. Så enten kan du bruge de nævnte film i din opgave. Eller du kan bruge dem som et tiltrængt frikvarter.  

Historie

Grosse Freiheit
I efterkrigstidens Tyskland er der paragraf 175 - en paragraf der gjorde homoseksuelle handlinger mellem mænd til en forbrydelse! Filmens hovedperson er Hans. Han er homoseksuel. Så han ryger ind og ud af fængslet fordi han fanges, når han dyrker sex i offentlige rum. Gennem Hans' mange ophold stifter han bekendtskab med Viktor der sidder inde for mord. Det der i første omgang virker som et anstrengt forhold, ender som et varmt venskab mellem to mænd der ikke passer ind i samfundet.
Fængslet som location bruges fornemt og det samme gør tidsbilledet og hele absurditeten i forhold til paragraf 175 - en paragraf der faktisk først blev afskaffet i 1994! En både rørende, aktuel, historisk vigtig, modbydelig, varm og underholdende film - at den er alle dele, er faktisk en bedrift i sig selv!

Se filmen Grosse Freiheit på Filmstriben.dk

Litteratur

Hærværk (1977)
Alle dansklæreres våde drøm? Her har vi filmatisering af Tom Kristensens klassiske roman om det selvdestruktive menneske. Litteraturkritikeren Ole Jastrau vælger at frigøre sig fra sin velordnede, borgerlige tilværelse. Han lader den stærkt venstreorienterede forfatter Steffensen flytte ind hos sig, hvad der snart medfører opløsning af hans hjem og hans ægteskab. Akkompagneret af gevaldige drukture kvitter Jastrau dernæst arbejde, omgangskreds osv. i en søgen efter en dybere mening med tingene. Og selveste Klaus Rifbjerg var med til at skrive filmmanuskriptet. 

Se filmen Hærværk på Filmstriben.dk
 

Politik

W (2008) 

Spillefilm om George W. Bush, som gennem sin ungdom lider under sin fars manglende anerkendelse, og da han selv sidder i jobbet som amerikansk præsident bliver han styret af sine rådgivere. Her er den utrolige historie om USA’s 43. præsident. Filmen er letbenet, meget underholdende og samtidig bliver man klogere – og det er faktisk en ret stor bedrift!

Se filmen W på Filmstriben.dk
 

Sport

Overcoming (2005)
Denne dokumentarfilm giver dig et indblik i kulisserne bag den ellers meget lukkede professionelle cykelverden. Med den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis som hovedperson følger filmen Riis og hans nye hold Team CSC, i kampen for at overvinde det umulige – at vinde Tour de France. Som i krigsfilmen "Kellys helte" folder dramaet og spændingen sig ud. Ved hjælp af de mest uortodokse metoder vil generalen (Riis) få en gruppe soldater (rytterne) med meget forskellige baggrunde til at blive til en enhed, som skal sendes ud på en umulig mission. Det er voldsomt underholdende. 

Se Overcoming på Filmstriben.dk
 

Materialer