Jane Austen – evigt aktuel

Kender du kærligheden som overrasker, fascinerer og rører os i vores allerinderste? Kærligheden som ofte findes i historiernes og bøgernes verden. Ikke mindst i den britiske 1800-talsforfatter Jane Austens romaner.

Ja, faktisk handler hver og én af de seks romaner, hun nåede at udgive inden sin død, om kærlighed. Og selvom de er skrevet i det victorianske England, hvor sociale spilleregler, manerer og kønsroller var helt anderledes end i dag, har Jane Austens romaner en evig aktualitet.

Åh, alle de forbandede forviklinger

Dette skyldes ikke mindst romanernes plot og karakterer. Hovedpersonerne, der ofte er kvinder med ben i næsen, skal igennem mange udfordringer, før de opnår kærligheden. De møder forvikling på forvikling, og en misforståelse kan føre til store kontroverser med potentielle partnere, som synes næsten umulige at vikle ud igen. Det lykkes selvfølgelig til sidst, og flere af romanerne ender med, at hovedpersonerne bliver gift med deres elskede.

Mest kendt af Jane Austens romaner er nok Stolthed og fordom, hvor den frisindede, men fordomsfulde Elizabeth Bennet efter utallige strabadser får sin charmerende, men stolte Mr. Darcy. Så enkelt kan plottet formuleres, og samtidig yder det ikke romanen retfærdighed at indsnævre den til en simpel kærlighedshistorie. Nej, Stolthed og fordom handler lige så meget om kærlighed og forviklinger, som den handler om forskelle i rang og status, økonomi og medgifter, arveret og ikke mindst kvinders rolle og mangel på muligheder i 1800-tallet.

Stolthed og fordom – og #metoo-bevægelsen?

Måske netop derfor har romanen overlevet i mere end to hundrede år, fordi kønsroller og forskellen mellem mænd og kvinders formåen stadig den dag i dag diskuteres på højeste plan. Især efter #metoo-bevægelsen brusede frem. Dermed ikke sagt at Elizabeth Bennet og Jane Austens andre heltinder oplever de samme problematikker som nutidens kvinder. Heldigvis kan kvinder i dag arve, stemme og styre deres egen økonomi på lige fod med mænd modsat på Jane Austens tid.

Men der kan alligevel anes paralleller mellem Elizabeths kamp for at opnå mere i livet, end hendes køn begrænser hende til, og den kamp, som nutidens kvinder kæmper for lige løn og lige rettigheder. Elizabeth ender ganske vist med at sikre sin lykke gennem sit fordelagtige ægteskab med den rige Mr. Darcy, men hun gifter sig trods alt af kærlighed og vælger selv sin mand – en frihed, som langtfra alle kvinder kunne tage sig dengang.

Vil du læse mere af og om Jane Austen?

Herunder kan du finde Jane Austens bøger og en podcastserie af litteraturformidler Lise Lotte Frederiksen om Jane Austens forfatterskab. Podcastserien kan du også finde på eReolen.

Materialer