Kolde gys og blod i sneen

30.01.22
Vinter, og sne og is, passer sammen med gyset som amen i kirken. Det røde blod på den hvide sne. Snestorme der gør, at folk ikke kan komme ud – eller at de ikke kan flygte. Vinteren som symbol på livets afslutning. Frosten der lammer dig.

Ja, kort sagt er vinteren som årstid et perfekt baggrundstæppe for flere tematikker som gyset kredser om.

Her vil jeg komme med tre meget forskellige romaner, som også fungerer som gyserfortællinger, hvor vinteren, sne og kulde, spille centrale roller.

Ondskabens hotel

Stephen Kings klassiker fra 1977. Ondskabens hotel var Kings tredje roman og udkom i 1977, to år efter vampyrromanen ’Salem’s Lot og blot tre år efter debuten Carrie. Fra at tackle én af horrorlitteraturens klassiske skikkelser, vampyren, gik King nu i gang med at tackle én af horrorlitteraturens andre klassiske troper, nemlig det hjemsøgte hus. 

Denne gang giver King dog den gamle kliché en lille twist, for i stedet for blot at lade The Overlook Hotel være en hjemsøgt bygning, så er bygningen i sig selv ”levende”. Dertil tilsætter man vinter, kulde og masser af sne. Familien bliver isoleret fra omverdenen i et ægte skrækland. Ikke for sarte sjæle – og Kubricks filmatisering fra 1980 er da også en af alle tiders bedste gyserfilm, selvom King ikke var tilfreds med filmatiseringen. 

Blackhawk

Blackhawk og Keagan er to rangers i den canadiske ødemark. De hjælper mennesker i nød, men da Blackhawk bides af en rabiesinficeret kanin, er det pludselig de to rangers, der har brug for hjælp. Men det voldsomme vejr, og nogle morderiske indianere, gør kapløbet mod tiden noget besværligt. Snart farves sneen rød af blod. 

Sproget er enkelt og effektivt, nærmest med en genklang af Hemmingway. Flere steder krydser Roulund grænsen mellem drama, thriller og gys og det gør hun på fornemste vis. Den simple, og meget intense handling, fyldt med deadlines og dramatik, er krydret med fine passager fra Blackhawk og Keagans fortid og det giver fortællingen en form for tør og nøgtern sentimentalitet. En bog som alle genrefans bør læse, Roulund skriver med en sjælden intensitet

Vejen

Mesterlig og iskold fortælling af Cormac McCarthy fra et postapokalyptisk vinterlandskab. Selve plottet er simpelt: en unavngiven katastrofe har lagt verden i ruiner, og de overlevende er enten kannibaler eller strejfere, der søger efter mad. Fortællingen er forankret i manden og drengens rejse, og det vigtige bliver aldrig den globale konflikt, men mere den intense fortælling om ubetinget kærlighed, tab og forfald.

Manden, der er far til drengen, har et projekt: han vil finde frem til kysten, da frelsen måske er gemt der? Men hans vigtigste projekt er dog at holde liv i sønnen, som er det eneste, der holder ham fra at blive vanvittig. Og så går den klassiske postapokalyptiske rejse mod Utopia ellers over stok og sten. Vores to hovedpersoner møder modstand, ser grusomheder, sulter, fortvivles og alt det andet, som er kutymen i den postapokalyptiske genre og i mange gyserfortællinger.

McCarthy gengiver en reaktion, han fik på Vejen, som siger det hele meget godt:

”I started reading your book after dinner and I finished it 3:45 the next morning, and I got up and went upstairs and I got my kids up and I just sat there in the bed and held them.”

Den er IKKE for sarte sjæle, men sjældent har noget så grumt været så smukt skrevet. 

Tags
Materialer