Når fantasy møder erotik

Hvad sker der, når man blander fantasy og erotik? Når feer, magi og verdens potentielle undergang mødes med intens længsel og bare overkroppe? Jo, så får man Sarah J. Maas’ serie Et rige af torne og roser. 

Jeg er ved at genlæse serien, og dét sker ellers ikke ofte for en læseglad biblioteksformidler som mig, der har mere end rigeligt af bøger på min læseliste. Men serien er bare så god, at jeg måtte læse den igen. Og jeg er helt opslugt.

Slå aldrig en fe i forklædning ihjel

Et rige af torne og roser er en trilogi, hvor vi møder mennesket Feyre. Hun er jæger og forsøger desperat at finde mad til sin familie, der i fordums dage var rige, men som nu er på fattigdommens rand. En dag skyder hun en ulv, og det viser sig at være en stor fejltagelse. For ulven var en fe i forklædning, og det er strengt forbudt at dræbe feer, efter feernes og menneskenes verden for femhundrede år siden er blevet skilt ad af en stor mur.

Feer er magiske, magtfulde væsener, og som bøde for at have slået den forklædte fe ihjel, tvinges Feyre af den flotte, men mystiske fe-herre Tamlin til at bo på hans slot. Stille og roligt fremstår Tamlin mere og mere tiltrækkende, og Feyre trækkes både ind i Tamlins stærke, varme arme, samtidig som en fare truer med at ødelægge både menneskenes og feernes verden. Og kun Feyre kan stoppe verdens undergang.

Kampen mellem det gode og det onde – og en altopslugende kærlighedshistorie

Det lyder allerede fantastisk tillokkende, ikke sandt? Med Et rige af torne og roser-serien får man virkelig det bedste af begge verdener: Et plot, der er godt skruet sammen, og som byder på overraskelser, twists og den helt store episke kamp mellem godt og ondt. Og så en altopslugende kærlighedshistorie, fyldt med dirrende længsel og lidenskabelige blikke.

Trilogien er sidenhen blevet suppleret med to yderligere bøger, som omhandler samme univers, men andre personer. Dem har jeg endnu til gode at få læst, men de står – næsten – allerøverst på min læseliste.

Sarah J. Maas har desuden skrevet serien Throne of Glass, og hun er bestemt en fantasyforfatter, man skal holde øje med. Især hvis man er til lige dele romantik, erotik og fantasy.

Tags
Materialer