På erotisk rejse til Færøerne med Barbara

02.07.21
Fortællingen om den forførende og erotiske færøske femme fatale ”Barbara” i bogen af samme navn, skrevet af Jørgen-Frantz Jacobsen, har jeg læst flere gange som ung pige med rødmen i kinderne. Dengang endnu uden erfaring med mænd, erotik og kærlighed.

Fornyelig læste jeg den igen, som midaldrende kvinde først i 50’erne, mor til to voksne børn og udelukkende rødme i kinderne på grund af overgangsalder. Den roman rør stadig lige dybt, og fylder mig med flere former for længsel – længsel efter den første gang med kærlighed og længsel efter Færøerne. 

Smag for fremmede himmelstrøg

Jeg er opvokset med en færøsk far, og har boet syv karakterdannende ungdomsår, fra jeg var 15-21 år, i Torshavn. Siden har jeg i en periode på 17 år boet flere steder i verden lige fra Managua og Singapore til New York, Kathmandu og i London. Således beriget med smag på forskellige kulturer, landskaber og måder at anskue tilværelsen på, vender jeg altid tilbage til miniput-nationen nummer et på listen - Færøerne. 

Nej tak til yogavejrtrækningsøvelser

Det smukkeste sted i verden, hvis man er til frisk luft, uberørt natur med græssende får i grønt fjeldlandskab bestrøet med gule Engkabbelejeblomster og hvidbrusende vandfald. Maleriske bygder snor sig langs fjordene, hvor husene fremstår i hele LEGO klodsens farvepalet. Herude midt i Atlanterhavet er havhorisonten uendelig. Skuldrene sænkes automatisk, og man trækker helt af sig selv vejret dybt ned i maven helt uden brug af mantras og yogaøvelser. 

Sindstilstande og naturen følges ad

Der er sikkert flere grunde til at bogen Barbara straks blev en klassiker, og er oversat til mange sprog. Senere endda filmatiseret. Det er nemlig ikke kun kernefortællingen og fortælleformen, der er holdt i et elegant og ikke mindst forførende og medrivende sprog, men også bogens kulisse. 
De barske naturomgivelser på klippeøerne højt mod nord er bjergtagende og illustrerer også indholdet og sindstilstande i historien. For eksempel scenen i bogen, hvor hr. Poul i angst for at miste Barbara, som han ved allerede har fundet en ny kærlighedsinteresse, rejser fuld af afmagt og jalousi ud på oprørt hav for at få hende tilbage, og ender på en tur over fjeldet i mørke og uvejr med livet som indsats. Naturen opfører sig således som hr. Poul har det indeni – oprørt med en hjerteknusende blanding af stenhård sorg og raseri. Det er så malerisk beskrevet, som at være der selv både hvad angår kærestesorg og stormvejr på en vulkanø. 

Barbara i korte træk

Handlingen i Barbara: Barbara er præsteenke. Onde tunger siger, at hun er skyld i sine foregående to præstemænds død. Hun er 28 år, og om hende står en aura af erotisk sødme: Hun er en rigtig femme fatale. Barbara er en meget sammensat figur, som man kun kan holde af, også når hun gør noget moralsk forkert. Hun er i sine drifters og følelsers vold. Et naturbarn, som i al sin uskyld ikke kan gøre for alle de følelser af både kærlighed og smerte, hun pådutter sine omgivelser. Den færøske natur bruges til at skildre den utæmmede vildskab, som Barbara udstråler.

Bonusinfo

Der flyves til Færøerne fra både Billund og København. Turen tager cirka 1. 45 minutter. Der er færgeafgange fra Hanstholm, hvis man vil have bilen med. 
Færøerne består af 18 øer, hvoraf 16 er beboede. Infrastrukturen er vel udbygget, og Færøerne har blandt andet den første rundkørsel i en tunnel under havet. Alle forstår dansk, det er en del af undervisningen fra tredje klasse.

God rejse
/ Tatjana

Materialer