Sankthansaften – magi, trolddom og lune sommeraftener

Men det er måske ikke alle, der går og tænker over, hvorfor vi holder sankthansaften. Og svaret er måske heller ikke helt så enkelt.

Johannes Døberen 

Navnet Sankt Hans refererer til Johannes Døberen, som har helgen-dag den 24. juni, og derfor holder vi altså sankthansaften dagen før den 23. juni. Og det var faktisk en helligdag helt frem til 1770, hvor kirken mente, at der var gået lidt for meget ”dans og nattedrik” i den. Desuden mente man også, at man ikke skulle spøge med ild. Men selvom sankthansaften formelt set ikke er en helligdag, så er vi altså blevet ved med at fejre den frem til i dag. 

Magien 

Tidligere troede man, at magiske kræfter, hekse og andet troldtøj var ekstra aktive omkring sankthansaften, og derfor har det også historisk været et tidspunkt, hvor man forsværgede sig mod de onde kræfter, som Drachmann skriver i sin midsommervise: ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde / dem vil vi fra livet med glædesblus holde..”, altså en direkte hekseafbrænding, som måske ikke er særlig tidssvarende i dag.  Men man mente også, at de gode kræfter var særligt aktive, så derfor var det tidligere meget brugt at besøge helligkilder, som førhen lå mange steder. Forfatteren Siegfred Svane kortlagde tilbage i 1970’erne og 1980’erne over 700 helligkilder. Her kunne man så blive kureret for alt lige fra gigt til dårlig hørelse. Faktisk er der et sted, hvor man stadig holder en såkaldt ”kildefest”, og det er i Svaneke på Bornholm. 

For de fleste er sankthansaften i dag en god undskyldning for at mødes og være sammen, grille en pølse, synge en sang og tænke på den sommer, der kun næsten lige er begyndt. 

Alt imens nyudklækkede studenter render rundt med deres huer, vi kløjes i teksten til midsommervisen, fordi vi ikke har aftalt om det er Shu-bi-dua eller Drachmann-versionen, vi går med, og hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.