Seje piger i børnelitteraturen

01.03.23
Du kender helt sikkert Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter. Begge har de inspireret utallige børn i årenes løb.

Der er dog også mange andre seje forbilleder i børnelitteraturen. Jeg har samlet en række billedbøger som fremtidens stærke kvinder (og mænd) kan spejle sig i. Forhåbentligt kan bøgerne også inspirere til gode snakke eller måske nogle sjove lege, da børn jo lærer igennem leg. 

Små mennesker, store drømme

I ‘Små mennesker, store drømme’-serien får du historierne om, hvordan de store kvindelige forbilleder drømte store drømme, mens de var små, og forfulgte dem. Du kan læse om Rosa Parks som trodsende ulighed og uretfærdighed og om den jødiske pige Anne Frank som blev kendt for sin dagbog i hvilken hun skrev om sin tro på menneskers godhed og sit håb om fred. Eller om Malala Yousafzai som kæmpede for kvinders rettighed til at gå i skole.

Godnathistorier for rebelske piger (og drenge)

Der er skrevet flere bøger som har samlet nogle af de sejeste kvinder og deres historier. I bogen ”Seje kvinder der forandrede verden” kan du læse om en række af de kvinder der har sat deres præg på verden i kunst, mode, videnskab, politik og meget andet. ”Kampklar” indeholder ni historier om vilde, opfindsomme og modige piger. Du kan fx læse om Freja, som udnævner sig selv til superhelt. Eller Alma, der bygger en rumraket. Historierne er skrevet af bl.a. Sanne Søndergaard, Ane Cortzen og Silja Okking.

”Godnathistorier for rebelske piger” 1 og 2 indeholder hver især 100 små historier om kvindelige pionerer, døde såvel som nulevende, som har sat sit præg på blandt andet verdenshistorien, litteraturhistorien og sportsverdenen. Den første har fokus på betydningsfulde kvinder, der har forladt deres hjemland for at finde nye muligheder og skabe en bedre verden for dem selv og for andre.

I bogen ”107 danske Pippi-piger” portrætteres en række kvindelige, danske rollemodeller. Blandt de mere kendte er Tove Ditlevsen, Dronning Margrethe, Emma Holten og Helle Thorning-Schmidt. Blandt de mindre kendte er seismologen Inge Lehmann, helikopterpiloten Susanne Hessellund og kunstneren Nadia Plesner.

Tags