Stærke kvinder indenfor videnskaben

01.05.22
Danmark har igennem tiden haft en lang række fantastiske videnskabskvinder, som har været essentielle for udviklingen på forskellige områder.

Gennem tiderne har det altid været mændene og deres opdagelser, der har været centrum i historiebøgerne. Vi har har valgt at sætte fokus på fire kvinder, som alle har sat deres aftryk inden for den videnskabelige verden. 

Inge Lehmann (1888-1993)

Hun var Danmarks ukendte pioner inden for geofysik. Tilbage i 1936 skriver hun artiklen P’, hvor hun argumenterer for, at Jorden har en fast indre kerne. Selvom det inden for videnskabskredse skaber debat, viser det sig dog at Inge har ret. Der går dog mange år, før hun for anerkendelse for hendes teori.
 

Marie Hammer (1907-2002)

Hun var en dansk zoolog og dr. phil med speciale i mosmider. Tilbage i 1944 forsvarede hun sin doktordisputats om mosmider og springhaler i den grønlandske jord. Marie har beskrevet og illustreret omkring 1.000 nye arter af mosmider. I 1981 udgav hun selvbiografien ”Forsker i fem verdensdele”.
 

Anja C. Andersen - født 25. september 1965

Anja er professor i astronomi og astrofysik ved Niels Bohr Instituttet i København. Hun forsker i stjernestøv. Gennem årene har hun modtaget en række priser for sin forskning og formidling, blandt andet H.C. Ørsted Sølvmedalje fra Selskabet for Naturlærens udbredelse og Dansk Magisterforenings Forskningspris. Anja C. Andersen er en del af sekretariatet bag kampagnen ”Videnskabsår22”. 
 

Lene V. Hau - født den 13. november 1959

Lene er forsker med ph.d. fra fysikstudiet på Aarhus Universitet. Hun blev kendt i en bred offentlighed, da hun i 1999 nedsatte lysets udbredelseshastighed til 17 m/s i en ultrakold atomar gas. Hendes karriere startede i USA, hvor hun er ansat som forsker på Harvard University, USA. Hun har blandt andet modtaget Ole Rømer-medaljen og i 2011 modtog hun Carlsbergfondets Forskningspris.
 

Kilder: Forskerforum.dk, lex.dk, Niels Bohr Instituttet

Materialer