Donatas Banionis i filmen Solaris

Verdensrummet og videnskaben

02.05.22
En af filmhistoriens bedste science fiction-film. Velkommen til Solaris.

En psykolog sendes til en rumstation i kredsløb om en fjern planet for at forsøge at finde ud af, hvorfor den øvrige besætning på stationen er blevet sindssyge. Til sin store forbavselse mødes han af sin egen hustru, som har været død i ti år.

Der er her tale om en tung, meget tung, og seværdig, meget seværdig sci-fi-film, som samtidig er en milepæl indenfor filmhistorien helt generelt. Hvis man kender filmens forlæg, Stanislaw Lems roman Solaris fra 1961, er det sjovt at iagttage, at romanens handling først træder i kraft 40 minutter inde i filmen. Det viser også, at instruktøren på en og samme tid eksperimenterer med og er tro overfor forlægget.

For både Lem og Tarkovsky er sci-fi-settingen brugt til at tage spørgsmål op, som går langt ud over sin genre – og netop derfor er det så mesterligt, da sci-fi-delene også er stærke i sig selv. De lange, maleriske kamerature rundt på rumstationen er smukke og hypnotiserende. Det bliver i dette tilfælde også tydeligt, hvor meget eksempelvis Alien (1979) rent visuelt har ladet sig inspirere af udtrykket og måden at skildre et rumskib på, som det ses i Solaris.

Samtidig er visualiseringen af de processer, man ser på planeten Solaris holdt i en meget minimalistisk stil, hvor effekterne er sparsomme og effektive, og som giver tilskueren muligheden for at se det, man selv vil, i det store hav, som dækker planeten. Igen en lille fræk detalje, når man tænker på, at menneskeheden i både Lems og Tarkovskys verden bruger videnskaben – her bruger vi så som tilskuere Tarkovskys billeder til at danne en mening – som et spejl på sig selv.

Filmen kan du se på Filmstriben 

Materialer