”Klokken må være omkring 11. Uden for Esbjergs Tivoli har natten truet længe, men Pelle har ikke opdaget det på grund af de mange kunstige lys på pladsen. Tivoli er den flotteste bygning, han nogensinde har set. Lige ud til stranden. Ud til Vesterhavet. Det store, spidse midtertårn med flagstangen på toppen ligner noget fra en ridderhistorie, som Pelles lærer engang har læst op for klassen. Overalt er der lamper og glade voksne mennesker. Mændene med løsnede slips og filthatte, og kvinderne i deres flotteste kjoler. Pelle har sneget sig langs de ru bindingsværksmure ved hovedbygningen, og prøver at kigge ind ad åbne vinduer til dansehallen. Der er et lunt, gyldengult skær. Levende musik og dans og snakken mellem alle de glade, rødmossede ansigter. Det hele summer.”

”Vi boede på Strandby Kirkevej 256 i Esbjerg, og det blev årsagen til min eneste succesoptræden. I fjerde klasse terpede regnelæren tabeller med os i timerne, og en dag sad vi bøjede over hæfterne for at skrive hvert eneste regnestykke ned. Da vi kom til 16x16, var resultatet 256. ”Dér bor jeg!”, råbte jeg højt, og det morede regnelæren sig meget over.”

”De sidste 43 minutter havde Anne Elizabeth Sølvtoft stået på kajen i Esbjerg og ventet på båden, der skulle fragte hende og seks andre kunstnere og videnskabsmænd til den åbenbart eksklusive ø, Stormø. Hun prøvede at skubbe det mareridt fra sig, der havde vækket hende ved tretiden i morges, men hun blev ved at se sig selv ligge på knæ i en skovbund og grave med hænderne.”

”Han oksede forbi de sidste huse inden bevoksningen ved Fiskerimuseet og kom i læ. Træernes øverste grene rasede mod himlen. På højre hånd dukkede Fiskerimuseet op. I mørket lignede den bastante bygning en middelalderfæstning. Et skelet fra en kaskelothval lå ved indgangen. Knoglerne slørgrå i mørket, ribbenene lange og spidse som spid.”