Sommerhus, senere

07.07.17
Judith Hermann er en af Tysklands bedste nulevende forfattere. ’Sommerhus, senere’ er hendes debut, ni fine og yderst velskrevne noveller, der kredser om at udsætte livet.

Novellerne foregår i 1990´erne, og de fleste i og omkring Berlin, hvor øst og vest netop er smeltet sammen. Ikke at man mærker så meget til det, eller måske er det netop det, man gør. Manglen på politisk interesse og engagement hos hovedpersonerne er i hvert fald slående. De er ligesom lidt vege og ubeslutsomme og virker ikke til at drømme om de store samfundsændringer. De flyder med, fester, lever og drømmer højst om lidt personlig lykke. Beslutninger kan de altid tage senere. Men måske er det netop typisk for 90´erne. Mange af de kampe, der blev kæmpet i 1980´erne, var jo vundet: Berlinmuren var faldet, den kolde krig slut og Apartheid ophævet.

På trods af initiativløsheden, finder jeg personerne i novellerne interessante. Det er moderne mennesker af kød og blod, de er nogle anti-helte, lidt melankolske, lidt ensomme, ikke særligt handlekraftige, men jeg får lyst til at lære dem at kende. Får lyst til at læse mere om dem, når novellen slutter. Hvad er der f.eks. sket med Sonja i novellen af samme navn? Hvor tog Sonja hen, da jeg-fortælleren giftede sig med Verena? Og holder mon ægteskabet med Verena, når jeg-fortælleren stadig tænker på Sonja. Hvad er der blevet af Stein, der købte sommerhus i titelnovellen ”Sommerhus, senere”? Han satte sommerhuset i stand og ventede på vennerne, der skulle komme på besøg og aldrig kom. Og så brændte sommerhuset, og Stein blev meldt savnet.

Jeg holder meget af Judith Hermanns bøger, både romandebuten ’Al kærligheds begyndelse’ fra 2006, men nok især hendes novellesamlinger. ’Sommerhus, senere’ er forfatterens debut fra 1998. Den udkom første gang på dansk på forlaget Høst i år 2000. Denne udgave fra Batzer & CO har, ligesom de øvrige udgivelser af Judith Hermann på forlaget, en meget smuk forsideillustration efter et maleri af Ina Christensen. Ina Christensens malerier passer fantastisk godt til Judith Hermanns bøger!

Oprindeligt skrevet af Pernille Lisborg, Litteratursiden.

Materialer
Reservér
  • Bog

Sommerhus, senere : novelle

Af Judith Hermann (f. 1970) (2000)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Alice

Af Judith Hermann (2009)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Lettipark

Af Judith Hermann (f. 1970) (2016)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Al kærligheds begyndelse

Af Judith Hermann (f. 1970) (2016)
Læs mere