#bare læse v. Teddy Vork
Jeg elsker bibliotekets stemning, som vel har meget at gøre med de vidstrakte, højloftede sale og bløde lysindfald. Og roen, som vokser frem sammen med en summen af afdæmpet aktivitet. Man kan være fordybet i en bog, men samtidig føle sig en del af dét, der sker omkring én. Bogrygge og omslag i myriader af farvenuancer, inspirerende opstillinger og spændende udstillinger.
Lige nu læser jeg Alma Katsus The hunger, som skulle være en af de seneste ti års bedste gyserromaner. Jeg er lidt over halvvejs og er af samme mening. Jeg skal hele tiden holde fast i mig selv for ikke at blive opslugt og læse løs, for det er meget at blive inspireret til min egen skrivning.
Denne sommer skriver jeg ikke så meget. Jeg har lovet mig selv at holde fri og bare læse. Men et par øvelser, skriver jeg for at holde skriften lind og få trænet lidt.
Den seneste tid har det været skriveøvelser i stil med Joe Brainards fantastiske I remember, hvor hver eneste afsnit begynder med “I remember”, hvilket efter noget tid aktiverer hukommelsen og tvinger detaljer frem i minder, man ikke troede, man havde adgang til. Jeg bruger denne øvelse for at huske detaljer og tvinge sanserne frem i skriften.
Jeg har selvfølgelig også skrevet om biblioteket:
Jeg kan huske biblioteket. Jeg kan huske de rillede, dybe vindueskarme. De grønne vinduer. Samme farve som stålreolerne. Det grå gulvtæppe, som min mor var sikker på, gav mig hovedpine som en slags allergisk reaktion, fordi jeg var så længe derinde.
Jeg kan huske beton og fyrretræ. De enorme skråbjælker i loftet, som altid får mig til at tænke på vikingetiden, selv om jeg ikke helt ved hvorfor, Valhalla så ikke sådan ud i tegneserierne.
Var dørene ikke også grønne dengang? Nej, de var vist orange. Samme farve som de store rør, der må være et udluftningssystem.
Jeg kan huske de klodsede møbler. Runde sofaborde med tykke ben. Som møbler i en børnehave, men i voksenstørrelse. Jeg kan huske lænestolene som hørte til. Kradsende uldstof på hynderne. Rustrødt som møblernes maling. Brede og behagelige. Hvor mange gange har jeg ikke siddet i dem og læst tegneserier. De stod i kasser som LP’er, så man kunne bladre igennem dem. Steen og Stoffer, Fæhunden, Gammelpot, Tintin, Splint og Co. Jeg kunne fylde en side med titler her.
Jeg kan huske, at albummene var belagt med et tyndt lag plastik, som en tynd og mat laminering. Stregkoden bagpå. Ryggen buede svagt, med titel og forfatter skrevet med skrivemaskineskrift. Når jeg åbnede albummet, knasede det somme tider sagte.
Jeg kan huske den flaprende lyd, når jeg flikkede igennem tegneserierne i kassen. Et dunk eller dok, når albummet løftede sig og røg den halve eller hele centimeter ned til bunden af kassen igen.
Jeg husker lugten af papirmasse. Noget støvet over den, men også noget rundt og sødligt. Følelsen af glæde, når jeg så et album, jeg ikke havde læst, i en af mine favoritserier. Tilbage til lænestolen og #barelæse.
/ Teddy Vork