Bibliotekets læseudfordring

01.11.19
Til dig der gerne vil udfordres på hvad du læser. I november er temaet soldater og krig - et tema, der altid har været tilstede i litteraturen.

En bog til hver krig 

Krigslitteraturen følger ofte de krige, som vi har oplevet gennem historien. En særlig markant krig i krigslitteraturen er opgøret med 2. verdenskrig. 
I dansk kontekst er det forfattere som Tage Skou Hansens ”De nøgne træer”, Hans Scherfigs ”Frydenholm” eller Bjarne Reuters ”Drengene fra Skt. Petri” gode eksempler på bøger, der kæmper med store personlige og samfundsmæssige dilemmaer. 

Nye krige, gamle problemer 

I nyere tid er der også skrevet romaner, der tager udgangspunkt i krige. Det er bl.a. Lars Husums ”Jeg er en hær”, der viser, hvordan hovedpersonen Jacobs soldateridentitet overtager ham fuldstændigt, også da han vender hjem fra Afghanistan. 

Et andet kæmpe dilemma tages op i Dy Plambecks roman ”Mikael”, hvor hoveddilemmaet er: ”fjenden er et menneske. Hvis jeg ikke forstår ham, kan jeg ikke træffe den beslutning, der kan dræbe”. I romanen udspilles det mellem journalisten Becky og soldaten Mikael og bærer tydelige referencer til Plambecks egne erfaringer som krigskorrespondent. 

I Anne-Cathrine Riebnetzsky 'Forbandede yngel' har søskendeparret Ivan og Lisa i militæret fundet den tryghed, som de ikke fik i deres opvækst med en tyrannisk far og en svag mor.


Fremtidens krige 

Men krige i litteraturen er ikke kun begrænset til det, der har været. De bruges også ofte til at markere den ultimative konsekvens af den måde, vi lever på. Dette sker fx i Kaspar Colling Nielsens ”Den danske borgerkrig 2018-24”. I en ikke så fjern fremtid, der nu er blevet til fortid, genfortæller en 475-årig gammel mand den moderne civilisations nedbrud, altså velfærdsstatens sammenbrud, bankernes grådighed, politikere ansvarsfraskrivelse og folkets vrede – en giftig cocktail. 

Det sidste stykke krigslitteratur er endnu ikke skrevet, og spørgsmålet er, om vi nogensinde bliver færdige med at skrive om dette tema? Jeg tror det næppe. 
/ Rasmus
 

Bibliotekets læseudfordring

Det handler om at udfordre sig selv på hvad man læser og det gør vi ved at sætte fokus på et nyt emne hver måned. Følg os her på hjemmesiden, youtube og på de sociale medier under #læseudfordringen2019 og blev en del af vores digitale læsefællesskab. 

Materialer