eReolen Global - engelske titler

Af Anonym ( )
22.06.15
Dagens gode tilbud på bibliotekerne: To engelsksprogede bøger og tre Lonely Planet Guides, lige ned på din mobile enhed. Så er du klar til sommerferien!

Bibliotekernes digitale bogreol tilbyder nu også på forsøgsbasis engelske lyd- og tekstbøger. Det er muligt at låne to titler samtidig, men står du for at skulle rejse på sommerferie er der faktisk også mulighed for oven i købet at låne op til tre Lonely Planet guides. Det synes vi selv er en rigtig god sommernyhed. 

Den nye tjeneste kaldes eReolen Global og indeholder cirka 2.500 engelsksprogede titler, lige til at hente ned fra nettet. Forsøget kører foreløbig indtil juni 2016, men kan naturligvis forlænges, hvis der blandt lånerne viser sig at være interesse.

eReolen Global ligner vores dansksprogede tilbud eReolen, men er et selvstændigt website med tilhørende app, der er udviklet af det amerikanske firma OverDrive og drives af dem. OverDrive tilbyder adgang til ebøger fra omkring 5.000 udgivere til tusinder af biblioteker, skoler og andre over hele verden.