Esbjerg Kommunes Biblioteker 125 år

Af Anonym ( )
30.11.22
Meget vand er løbet gennem åen de sidste 125 år, og biblioteket har også forandret sig med tiden. Onsdag den 7. december markerer Esbjerg Kommunes Biblioteker en milepæl, når vi runder 125 år.

Vi fejrer jubilæet med en udstilling på Hovedbiblioteket, som kan ses fra onsdag 7. - 14. december. 

Det hele startede i det små – 1897

På en sikkert bidende kold og mørk decemberdag tilbage i 1897 siger byens borgere ja tak til et folkebibliotek i Esbjerg. Men når man kigger på bibliotekets størrelse i dag, så var det et helt anet bibliotek dengang. Biblioteket blev installeret på sagfører og byrådsmedlem, Erich Erichsens kontor. På det tidspunkt bestod biblioteket også kun af 5-600 bøger. Biblioteket må flytte endnu engang inden det får fast adresse i Kirkegade 15. Her i begyndelsen er det heller ikke gratis at bruge biblioteket. Det koster 25 øre om måneden at bruge biblioteket. 

Et bibliotek for ”håndværkerne” 

Her først i 1900-tallet afspejler biblioteket også det helt store erhverv i byen – fiskeri. Der udlånes læsekasser til fiskere, hvorfor der også må skrives et noget udpenslet reglement: Laanerne anmodes om ikke at tage paa Bøgerne med vaade eller smudsige Hænder”. 

Små tyve år senere bliver den første børnebibliotekar tilknyttet i 1916. Men vi skal helt frem til 1930, før børn selv kan låne bøger. På det her tidspunkt er bøgerne kun til skolen eller læreren. 

I mellemtiden kommer nok en af de vigtigste begivenheder for biblioteket, biblioteksloven anno 1920. Biblioteket bliver tilgængelig for alle, og det bliver også gratis at låne. 

Biblioteket i Esbjerg gennemgår i disse år også forandringer. Siden starten har det gentagende gange været nødvendigt at rykke til større lokaler, og i 1927 er man så træt af pladsmangel, at man flytter ind i Nørregade 25, som i dag huser Esbjerg Museum. 

Storm i Esbjerg

Arbejdet med at gøre biblioteket til et sted for alle fortsætter i løbet af 20’erne. I slutningen af 20’erne kom man frem til, at man ønskede sig noget pænt at kigge på, mens man var på biblioteket. Det blev bestilt hos tegneren og maleren Storm P, som i 1932 havde malet en lang række billeder til børnenes læsesal. Samlingen er den største Storm P-samling uden for København. 

Men man arbejdede også med indhold til de voksne. I 1940’erne begynder man i højere grad at lave foredrag og studiekredse for voksne, og i 1952 oprettes det første udlån af grammofonplader i Danmark på biblioteket. 

Knopskydninger 

Biblioteket overgår i 1965 til Esbjerg Kommune som konsekvens af den nye bibliotekslov fra 1964, hvilket betyder at kommunen nu forpligtiger sig til at tilbyde et bibliotek for både børn og voksne.

I løbet af 1970’erne begynder forståelsen af, at biblioteket ikke kun er bøger, at vinde indpas. Man kan nu også låne film og lydbøger på biblioteket. 

I 1977 åbner Sædding Centret, som det første indkøbscenter i Esbjerg. Med centeret følger også et nyt bydelsbibliotek, Sædding Bibliotek, som også ligger der den dag i dag. Andre biblioteker, som man også kan finde i dag, er Kvaglund Bibliotek, der åbner i 1980. 

Det nye Hovedbibliotek i Nørregade 19 åbner i 1984, og er altså det samme bibliotek, som vi går rundt i  i dag, selvom det har fået nogle skønhedsløft over årene. 

1985 – fremtiden banker på 

I 1985 får Esbjerg deres første computere, eller EDB-maskiner, som man kaldte dem. Fra at skulle gennemgå støvede gamle kartoteker, kunne bibliotekaren lynhurtigt finde frem til information og holde styr på, hvor bøgerne var henne. Vi skal dog vente endnu et årti før biblioteket får deres egen hjemmeside, som går online i 1997. Men den betyder det, at lånerne nu selv kan bestille det hele hjemmefra. 

Med den ny teknologi følger der også en vis bekymring i biblioteksverdenen. Er der overhovedet brug for et bibliotekaren, hvis alle kan bestille deres bøger hjemmefra? 

Det er noget, der forstærkes af tendensen med selvbetjente biblioteker i 2010’erne. Men det tvinger bare biblioteket til at genopfinde sig selv, mens gamle dyder som informationssøgning og viden bekræftes med internettets informationsstrømme. 

Mens biblioteket er i midt i en digitaliseringstid, så betyder kommunalreformen fra 2007 også, at de tre kommuner; Esbjerg, Ribe og Bramming, skal lægges sammen. Det betyder også en sammenlægning af bibliotekerne, og dermed også, at Esbjerg Kommunes Biblioteker får den struktur, som den også har i dag, nemlig bibliotekerne i Bramming, Ribe, Sædding, Kvaglund, Tjæreborg og Fanø. 

Biblioteket i dag 

Der er virkelig sket meget for biblioteket i løbet af 125 år. Biblioteket udvikler sig hele tiden med dets borgere, men står stadig som en institution for viden, kultur og fællesskab. Nogle af de nyere tiltag er store begivenheder som fx Fantasyfestivalen, der så dagens lys i 2014, og siden da er gået fra at være en lille bogmesse med 500 deltagere til at være en litteratur- og kulturfestival, der besøges af ca. 8000 mennesker.  

Og sådan bliver biblioteket nok også ved med at udvikle sig i takt med dets brugere og de politiske strømme, der skubber det i forskellige retninger. Men mon ikke vi stadig er her til det næste jubilæum.