Et nyt årti ifølge Sci-fi

09.01.20
Det har altid været science fiction-genren, man skulle gå til, hvis man vil have fantastiske, foruroligende eller pudsige forudsigelser om fremtiden.

Her i 2020 skulle der også være flere begivenheder, der skulle indtræffe – nogle mere ildevarslende end andre. 

Rummet

Det har faktisk stort set altid været menneskets drøm at rejse i rummet – der findes historier helt tilbage fra 2000 f.kr., der beskriver rumfartøjer. 

En af de relativt nyere historier er filmen ”Voyage to the Prehistoric Planet” (1965). I 2020 er en række astronauter i klassisk 60’er-stil sendt på en mission for at kolonisere Venus. De opdager imidlertid, at Venus er befolket af forhistoriske dyr, som de så skal kæmpe imod – ikke et helt uvanligt tema, hvis man tænker på Jules Vernes Rejsen til Jordens indre. 

I en noget nyere film fra 2014 finder vi igen en forudsigelse om 2020. Denne gang er det Tom Cruise-filmen ”Edge of Tomorrow”, hvor det meste af Europa er besat af Aliens.

Teknologi 

Men det er selvfølgelig ikke kun rummet, som Science-fiction har behandlet. I Geoff Rymans roman ”Air” (2004) forudsiges det, at der i 2020 er udviklet en teknologi, så vores hjerner er permanent forbundet til internettet. Det lyder måske stadig utopisk, men ikke desto mindre mere realistisk end en alien-invansion. 

Jordens undergang 

Et af de helt store temaer i Science fiction er også jordens undergang. Det bliver beskrevet på et utal af måder, men i Guillermo del Toro-filmen ”Pacific Rim” (2013) truer kæmpemæssige sømonstre med at destruere jorden i 2020. Hvem kan forhindre det? I del Toros forudsigelse er det åbenbart kun kæmpe robotter, der kan. 

Men hvad med næste år? 

Nu er året kun lige begyndt, men allerede næste år er der endnu flere foruroligende forudsigelser. Det er bl.a. forfatteren PD James, som du måske bedst kender som krimiforfatter (fx Dalgliesh-bøgerne), skrev i 1992 romanen ”Children of Men”, hvor menneskeheden i 2021 må indse, at de ikke længere er i stand til at reproducere sig. Det er lidt den samme problemstilling, som Phillip K. Dicks Sci-fi-klassisker ”Do Androids Dream of Electric Sheep?” (1968), hvor menneskeheden i 2021 længe har produceret kloner eller ”androids”. 

Science fiction-historierne er mange gange blevet overgået af virkeligheden. Vi er kommet ud i rummet, vi har opfundet en bombe, der kan udslette det hele, og vi har opfundet internettet – men lad os håbe, at 2020 ikke bliver helt lige så trist, som den er ifølge Science fiction. 

Godt Sci-fi år
/ Rasmus
 

Materialer