Fantasyfestival 2016 afslører: Trudi Canavan

Af Anonym ( )
18.12.15
Danske forfattere har gennem de seneste uger løbende meldt deres ankomst til Fantasyfestival 2016. Men nu kommer Australien også på banen. Succesforfatteren Trudi Canavan gæster for første gang Danmark.

Fantasyfestival 2016 kommer ikke til at stå i skyggen af den festival vi afviklede i marts 2015, hvor amerikanske Tamora Pierce lagde vejen forbi. Med Trudi Canavans besøg er der lagt op til et møde med en af tidens helt store fantasyforfattere, idet Canavan netop nu er superaktuel med trilogien Millennium’s Rule: Angel of Storms. Trudi Canavan er født i Kew i Melbourne. Hun arbejdede som freelance illustrator og designer, mens hun skrev på serien De sorte troldmænd, som udkom på dansk i 2007. Canavans besøg er kommet i stand i et samarbejde med forlaget Tellerup.

Fantasyfestival 2016 afvikles i 17.-18. september på Esbjerg Conference Hotel. Du kan løbende følge med i hvad der vil ske på festivalens facebook-side

Også dette års festival vil byde på masser af familieoplevelser, fantasy marked, fantasymad, brætspil, forfatterforedrag, rollespil, fortællinger, messestande og salg af både bøger og spil. En perlerække af danske forfattere har som sagt allerede meldt deres ankomst, blandt andet:

  • Dennis Jürgensen (Dystopia)
  • Lene Dybdahl (serien Nøglens Vogtere)
  • Kenneth Bøgh Andersen (serien Den Store Djævlekrig)
  • Pernille Eybye (serien Blodets Bånd)
  • Carina Evytt (aktuel med Den Fredløse)
  • Sidsel Sander Mittet (trilogien Morika)
  • Eva Egeskjold (serien Næslandet)
Materialer