Ulla Visbech, Kulturchef

Fantasyfestivalen – din indgang til magiske verdener

27.08.22
”Engang for længe siden, dengang livets træ havde sine rødder i verdens midte, levede de nordiske guder i Asgård, landet for enden af regnbuen.”

Således indledes tegneserien ”Ulven er løs” fra 1979, første bind i serien Valhalla.

Vores bibliotek, og Fantasyfestivalen, er for mig regnbuen. Dér, hvor store og små får adgang til magiske universer. Årets tema for festivalen er nordisk mytologi, og det kunne ikke være mere passende, at Peter Madsen, tegneren der er den gennemgående skabende kraft bag tegneserien Valhalla, er et af hovednavnene på årets festival.

Valhalla har været mange læseres indgang til den nordiske mytologi, og mange har mødt tegneserien på netop biblioteket. Det er et stykke dansk kulturarv, men ikke af den støvede slags. Fortællingerne i Valhalla er spækket med humor og visdom, med drama og skæbnetunge indslag, med leg og børnenes evner til at løse konflikter, med fantastiske tegninger, rørende historier og et herligt sprogbrug. Og det er jo netop også kernen i Fantasyfestivalen, de store og små fortællinger i fantasygenren.

Fantasygenren er nemlig mere end bare en virkelighedsflugt. Det er en genre, hvor vi kan se vores egen verden gennem nye briller, hvor vi kan lære noget om os selv som mennesker. En genre, hvor legen og fantasien er vigtige ingredienser.

Fra mit kontor er jeg stolt af at se, hvordan festivalen har udviklet sig. Hvordan festivalen formår at samle både unge og gamle, mænd og kvinder, lokale og gæster fra hele landet.

Dén udvikling fortsætter. I år med endnu mere fokus på lokale samarbejdspartnere. Festivalen har gennem en årrække haft vokseværk, og nu er det på tide, at den for alvor vokser ud i byen. Ligesom bibliotekets smukke Fortælletræ har festivalen også grene og rødder. Grene der vokser, en krone der rækker ud mod verden.

Men festivalens kerne er stadigvæk den samme, for her tilbydes gæsterne en rejse og unikke oplevelser, dér i september, hvor Esbjerg er indgangen til magiens verden. Hvor festivalen er en del af byens identitet.

Identiteter skaber man på mange måder. Én tilgang er musikken. Så nu får festivalen sit eget musikalske tema komponeret af filmkomponisten Jonas Frederik. Det glæder jeg mig personligt meget til at høre.

Jeg glæder mig meget til, at vi ses d. 17. og 18. september, og til at opleve årets fremragende program, hvor fantasygenren for alvor foldes ud.

/ Ulla Visbech, Kulturchef

Tags