Festivaler i Danmark

19.06.20
Mange havde glædet sig til sommerens festivaler i Danmark – sol, sommer og stagedives. Desværre bliver det ikke til noget. Som et lille plaster på såret har biblioteket en løsning – musikafdelingen.

Bibliotekets online og fysiske materialer kan være en lille saltvandsindsprøjtning i en ellers musikløs tid. 

Her får du nogle anbefalinger til koncerter og musik, som ville være spillet på nogle af sommerens festivaler. 

Newport Folk Festival 

Den legendariske festival i Newport, USA, har haft mange berømte musikere på programmet i løbet af festivalens 40 års levetid. Det var her Bob Dylan første gang spillede på elektrisk guitar, Johnny Cash introducerede Kris Kristofferson og The Pixies begyndte at spille akustisk. 

På Stingray Quello kan du se et udrag fra festivalen i 1963, hvor den canadiske singer-songwriter Buffy Saint-Marie, der skulle have spillet på Tønder Festival, spiller et nummer. 

Northside 

Det danske band Mew skulle have spillet på Northside i Aarhus. Biblioteket har en koncertoptagelse fra en koncert i 2006, hvor der ligger næsten en times ekstramateriale.  

Smukfest 

Pianisten, komponisten og produceren Herbie Hancock, der har spillet med i Miles Davis’ ikoniske kvartet, skulle have spillet på årets festival i Skanderborg. 

I stedet kan du høre Hancock spille nogle af Gershwins kompositioner på Quello.

Hvis du er til en lidt mere fandenivoldsk og rå lyd, så kan du se den evigt unge og barmavede Iggy Pop i en koncert fra 2016 i Royal Albert Hall. Iggy Pop skulle ligeledes have spillet på Smukfest. 

Du kan jo selv invitere nogle venner og lave en festival i stuen eller haven. 

Opret dig som bruger på Stingray Qello

/Rasmus

Materialer