Mens vi venter på de store dramaer…

26.05.20
Superligaen er snart tilbage igen – faktisk i denne uge! Jacob har skrevet denne artikel som en form for opvarmning. Løft knæene, stræk benene… og log ind på Filmstriben.

Johan kigger rundt. Der er propfyldt på den store græsplæne, foran stadion, hvor der er opstillet en storskærm. Johan står sammen med alle de andre EFB-tilhængere og holder vejret, og holder afstand. I den ikke så fjerne horisont kan man skimte første division. Men der er også mulighed for overlevelse. 

Stadionuret viser 94 minutter. Vi er dybt inde i overtiden af anden halvleg, dommeren kan fløjte når som helst. Stillingen er stadigvæk 0-0 og det er kun en sejr der tæller for hjemmeholdet EFB - hvis man altså ikke vil rykke ned.

Så sker det. Jakob Lungi Sørensen modtager bolden på egen banehalvdel. To modstandere fra modstanderholdet nærmer sig og så ser Lungi Sørensen det ud af øjenkrogen; Ante Erceg er begyndt at løbe i position. Med en millimeterpræcis aflevering skærer Lungi Sørensen modstanderens forsvar op og Erceg har frit løb mod mål. Målmanden tonser ud men et elegant lop fra Ercegs højre pote sikrer EFB de tre point da dommeren kort efter fløjter kampen af. Spillerne går amok, Johan, og alle de andre fans foran stadion, bryder ud i jubel: EFB har sikret sig endnu en sæson i superligaen!

Ja, vi er nogen der savner fodbolden. Men som så meget andet i vores samfund, har corona sendt bolden til hjørnespark. Nu er er superligaen dog snart tilbage og EFB skal gøre alt for undgå nedrykning. 

For at komme i form til de store slag på landets fodboldbaner, anbefaler jeg her nogle fodboldfilm, som I kan se på Filmstriben – og det er faktisk også film, som kan nydes af jer, der ikke nødvendigvis kan lide fodbold. 

- og det var Danmark

Dokumentarfilmen der kan få voksne mænd til at græde. En klassisk underdogfortælling, hvor vores ”helte” kom direkte fra badeferie til de store slag på de svenske stadions. Større bliver det næsten ikke.

Sommeren '92

Spillefilmsudgaven af triumfen fra 1992. Hvis du først ser dokumentaren, og derefter denne film, så er du for alvor klar til at tale med om de store fortællinger, boldens magi og hvorfor fodbold er mere end 22 mænd der bare løber rundt på banen.  

Fodboldfeber 

Nick Hornby skrev tilbage i 1992 ”Fever Pitch: A Fan's Life”, en selvbiografisk bog om Hornbys egen kærlighed til fodbolden. Det blev i 1997 til denne glimrende film med Colin Firth i hovedrollen – en film, der både kan nydes af fodboldnørden og dem der god kan lide romantiske komedier. 

Diego Maradona

Vi husker alle ”Guds hånd” der i 1986 hjalp Maradona i kampen mod England. Men Maradona var meget mere end det. Faktisk var han en af de bedste fodboldspillere nogensinde. Det skildrer denne glimrende dokumentarfilm – en film man godt kan se to gange i træk. 

Hulemanden Sten

Vi er i stenalderen. Sten bor sammen med sin fredelige stamme i en lille idyllisk dal. Idyllen smadres da de stygge bronzealdermænd besætter dalen. Nu har Sten kun én mulighed, hvis han vil vinde sin elskede dal tilbage: han skal lære at spille fodbold!
Herlig animationsfilm til børn og barnlige sjæle.