"For mig er det indbegrebet af et nørdfællesskab"

Louise Liberty Dohrmann er inkarneret nørd. Hun elsker rollespil, middelalderen og ikke mindst fantasygenren. Men hvor går man hen, når man er voksen og ”stadig” læser fantasy?

Dét spørgsmål fandt Louise Liberty Dohrmann ikke noget svar på, så hun tog sagen i egen hånd og skabte i 2017 læsekredsen The Fantasy Fellowship. Et fællesskab, der i dag består af mere end 24 læsekredse landet over.

Det hele begyndte med en begejstring for fantasy

Det er Fantasyfestivalen i 2017. Louise Liberty Dohrmann går rundt blandt voksne og børn, der alle deler samme passion for én bestemt genre: fantasy. På festivalen sælger boder tryllestave, forlag frister med Ringenes Herre-bøgerne i specialudgave, og rollespilsgrupper slås med sværd foran et måbende publikum. Her er alt, hvad et fantasyhjerte kan begære.

Louise Liberty Dohrmann, der er 33 år og bosiddende i Esbjerg, var af sted med nogle veninder, som deler glæden for fantasy med hende. Men da festivalweekenden sluttede, havde Louise og hendes veninder ingen steder at samles om deres begejstring for genren. 

”Vi nørdede hele dagen, fra start til slut begge dage af festivalen. Og det var vildt fedt. Vi var omgivet af nogen, der var lige så begejstrede for fantasy som os selv. Men lige pludselig stoppede det. Og så ville der gå et helt år, før man kunne snakke med nogen om det igen.”

Begejstringen førte til den første læsekreds i Esbjerg

Derfor samlede Louise Liberty Dohrmann sine veninder og spurgte, om de ville være med til at danne en fantasylæsekreds for voksne. Heldigvis syntes de også, at det var en god ide.

”Og så var Fantasyfestivalen hurtig til at samle den op. Vi havde en ide og spurgte, om vi måtte bruge festivalens grafiske udtryk og faglige netværk til at få sparket det første fellowship ordentligt i gang, så vi kunne nå ud til mange. Det har så udviklet sig fra at være en lille starthjælp til at være en kæmpe integreret del af festivalen.” 

Danmarks andenstørste læsekreds

Siden den første læsekreds blev dannet i 2017, er The Fantasy Fellowship nemlig vokset til mere end tyve læsekredse fordelt over hele landet. Helt fra Aalborg til Sønderborg, Odense og København samles voksne mennesker for at læse om hekse, magi og sværdkampe. Og det gør faktisk The Fantasy Fellowship til Danmarks andenstørste læsekreds.

Men hvorfor var der overhovedet behov for en læsekreds for voksne fantasylæsere?

”En stor del af dansk fantasy var tidligere kun skrevet til børn og unge. Man har ikke rigtig tænkt, at der var nogen danske voksne, der læste det. Så derfor manglede det her fællesskab. Og det er dét, som fellowshipperne kan: De kan italesætte behovet for voksenfantasy, og at vi er mange voksne, som elsker genren.”

Et fællesskab for voksne nørder

For Louise Liberty Dohrmann er det vigtigste ved læsekredsen, at hun har fået et fællesskab med andre ligesindede fantasynørder, der deler hendes kærlighed til fantasy:

”Det er et fællesskab, hvor man kan mødes med nogen, som man ikke ellers har haft mulighed for at mødes med. I det her fællesskab kan man mødes og snakke om fantasy i et forum, hvor alle har den samme interesse.”

At gå i dybden med en genre

Ligesom i andre læsekredse mødes deltagerne i The Fantasy Fellowship for at diskutere en bog. Det er den enkelte læsekreds, der bestemmer, hvilke bøger de vil læse, hvor ofte de vil mødes, og hvordan de vil snakke om bøgerne. Men hvad er det, en læsekreds kan?

”En læsekreds kan dét, at man har nogen at snakke ’rigtigt’ om fantasybøger med. Man kan dele sin oplevelse af en bog med andre. Man kan fortolke, analysere og gå i dybden med forsiden, et kort bagi bogen, hovedpersonen, sproget. Det er jo ikke noget, man diskuterer hen over aftensmaden med ens familie. Dét kan man til gengæld i en læsekreds.”

Forfattere, bibliotekarer, unge og ældre kvinder – og en enkelt mand

The Fantasy Fellowship er en læsekreds, der tiltaler et bredt publikum. Nogle læsekredse har lokale forfattere, andre har bibliotekarer med interesse for genren, og så er der den største gruppe: kvinderne. De rangerer fra 20’erne til 50’erne, dog med overvægt på de yngre kvinder.

”Vi har en god dynamik i vores læsekreds, i og med at vi har nogle unge, nogle lidt ældre og så en mand. Dét er fedt. For det bliver for kedeligt, hvis man er ens. Vi er jo tit voldsomt uenige om, hvorvidt det er en god bog – på en positiv måde. Fantasy kan rumme den her forskellighed.” 

Men Louise Liberty Dohrmann kunne godt tænke sig, at lidt flere mænd deltog:

”Vi har én mand med i Esbjerg. Men det er langtfra alle læsekredse, der overhovedet har en mand med. Så jeg synes klart, at flere mænd skal være med. Det ville være fedt!”

Fremtidsvisionen for The Fantasy Fellowship

Louise Liberty Dohrmann ser et stort potentiale i læsekredsen, og hun er ikke bange for at tænke stort. 

”På den ene side synes jeg, det ville være ret sejt, hvis fellowshipperne kunne gøre mere opmærksom på sig selv og vise, at der er et fællesskab, der tørster efter fantasy for voksne. Så når forlagene og forfatterne udgav en bog, tænkte de automatisk på fellowshipperne. På den anden side tror jeg, der er meget at vinde ved at lave en international udgave. Grafikken er international, og titlen er engelsk. Det kunne være ret fedt, hvis fellowshipperne spredte sig til resten af verden.”

Ambitionerne er i hvert fald høje. The Fantasy Fellowship har opfyldt et glubende behov for voksne fantasyfans i Danmark. Et behov, som har skabt en landsdækkende læsekreds, og som lever i bedste velgående. Takket være en inkarneret nørd, der ledte efter et fællesskab – og fandt det.

Vil du også være med i The Fantasy Fellowship?

Så meld dig ind i Facebookgruppen The Fantasy Fellowship: Danmark, og hør ad, om der er en læsekreds nær dig. Der er p.t. 24 læsekredse fordelt over hele landet. 

Hvis du er frisk, kan du også starte din egen, lokale læsekreds! Skriv til netværkskoordinator Cecilia Marie Lauridsen på cecov@esbjerg.dk, som mere end gerne vil hjælpe dig.

Blå bog

Navn: Louise Liberty Dohrmann
Født: august 1988
Ansat ved Esbjerg Kommune som HR- og digitaliseringskonsulent
Stifter af The Fantasy Fellowship og inkarneret fantasynørd
Yndlings fantasybog: Ringenes Herre-trilogien
Yndlings fantasyforfatter: Brandon Sanderson

Tags