
Øen med de to biblioteker
Nordby bibliotek er beliggende på skolen. Så her kan du både møde bibliotekarer, skolebibliotekarer og lærere, og ikke mindst børn. Det summer af liv i skoletiden.
Er du mere til det stille bibliotek, hvor du i ro og mag kan udvælge dig den bedste bog, eller sidde i en krog med dagens avis, så kan det anbefales at du kommer i eftermiddags- og aftentimerne.
Lige udenfor vores vinduer er der en fantastisk ny legeplads, hvor børnene kan lege og brænde krudt af, inden I bevæger jer hjem med posen fuld af gode læseoplevelser.
I den anden ende af øen finder du Sønderho bibliotek. Et lille hyggeligt bibliotek. Den røde murstensbygning med de mange vinduer og det klassiske patinerede stråtag. Flere gange om ugen køres der kasser fyldt med nye læseoplevelser mellem de to biblioteker - på ladet af en bil, hen over stranden.
Se, det er ægte ø-kultur på Fanø.