Poul går på pension – men bøgernes verden slipper han aldrig

”Folkebiblioteket med stort F. Det er ikke et elitært sted, det er til for alle. Det kan godt være, at det lyder fortærsket og idealistisk, men det har altid været en ledestjerne for mig som biblioteksansat: Vi er for alle.”

Således siger afdelingsleder Poul Høst Petersen. Og man kan mærke, at det er noget han mener. 

Jules Verne og de 345.733 sider

Fredag d. 17. juni har Poul sidste arbejdsdag på Esbjerg Kommunes Biblioteker. Et arbejdseventyr der begyndte i 1985 og hvor Poul har været leder siden 1991. Det med, at skulle arbejde på et bibliotek, begyndte dog endnu længere tilbage i tiden. Der skal vi tilbage til 1968, hvor Poul var otte gammel, og vi skal tilbage til Sædding Bibliotek. 

”Det bibliotek hænger sammen med min barndom. Dengang var det tilknyttet en af Danmarks største skoler. Der var vel omkring 2.000 elever på Sædding Skole. Men biblioteket, og ikke mindst Gyldendals Udødelige Klassikere, med forfattere som Jules Verne og Jack London i førersædet, åbnede en helt speciel verden for mig. Jeg gik ind i bøgernes verden og man kan sige, at jeg aldrig forlod den igen.” 

Man kan faktisk sige, at Poul nærmest har bygget et bibliotek inde i den verden. For siden 1981, hvor Poul læste omkring 50 bøger i løbet af et år, har han nedskrevet alle de titler, han har læst. Det er, pr dags dato, blevet til 1.090 bøger fordelt på 345.733 sider. Ja, kom ikke og sig, at bibliotekarer ikke er grundige!

I 1980-1981 havde Poul et sabbatår efter gymnasiet, hvor han blev vikar på en folkeskole. Efter det år stod den unge Poul ved en skillevej, da uddannelsen skulle vælges:

Folkeskolelærer eller bibliotekar? Og det blev biblioteksskolen i København der trak det længste strå.

”Ja, det bibliotek, og bøgerne, var blevet en så stor del af mig, at jeg måtte forfølge den vej. Så jeg flyttede på kollegie i København, en god ven her fra Esbjerg, flyttede med på kollegiet. Han uddannede sig til cand.polit.
Jeg blev faktisk født i København, men da min far fik job på havnen i Esbjerg, på Bacontransporten til England som transportchef, flyttede vi til Esbjerg. Så på den måde var jeg ret godt hjemme i København.”

Et romantisk intermezzo

Her er det på plads med en lille romantisk sidebemærkning – en bemærkning som blev meget vigtig for Poul. For på kollegiet i København boede også en ung kvinde, en kvinde der var fra Esbjerg. Den kvinde, Bente, er i dag Pouls hustru. Ja, kollegier kan noget. 

Flyttemanden fik jobbet!

Efter endt uddannelse skete der noget sjovt. Poul blev kontaktet vedrørende en projektmedarbejderstilling på Hovedbiblioteket i Esbjerg.

”Kontorchefen kontaktede mig, fordi de kendte mig fra min praktiktid i Esbjerg, og fordi jeg havde meddelt, at jeg var på vej tilbage til Esbjerg. De ville så gerne have mig til samtale, men da jeg fik den besked, var jeg ved at flytte tilbage til Esbjerg, så jeg mødte op til samtalen, beskidt og i flyttetøj. Men det gik jo godt og, fraregnet en afstikker til Varde i et vikariat, har jeg været i Esbjerg lige siden.”

På det tidspunkt er vi fremme i 1985. I 1986, året efter, blev Poul fastansat, hvilket var lidt af et lykketræf. Der, tilbage i fattigfirserne, var arbejdsløsheden blandt bibliotekarer højere end 30 procent, så de faste stillinger hang ikke på træerne. 

Men Poul blev ansat, i første omgang som børnebibliotekar på Sædding Bibliotek. Det passede ham faktisk ret godt.

”Dengang havde vi en lille søn. Så at være børnebibliotekar var det helt rigtige.”

I 1991 gik lederen på Sædding Bibliotek på pension. Og der stod så den unge Poul, på bare 31 år, og fik den lederstilling.

Danmarksmester som miniput

”Jeg var meget nervøs. Jeg havde jo hverken ledererfaring eller lederuddannelse. Så jeg sagde til mine kollegaer, som både var ældre og mere erfarne end mig, at vi gør det her sammen. Og de hjalp mig.
Når jeg tænker tilbage, er der også noget andet der har hjulpet mig. Og det er fodboldens verden. Hos EfB. I 1970 vandt vi danmarksmesterskabet som miniputter – med mig som anfører! Ja, man kan nok spore nogle af mine egenskaber som leder tilbage til grønsværen.”

Igennem snart 40 år har Poul været en del af en rivende udvikling i bibliotekssektoren, hvor teknikken har ændret meget.

”Men kernen er stadigvæk den samme. Vi skal gøre en forskel for andre, vi skal stille viden til rådighed og åbne dørene ind til læsningens univers, til bøgernes univers. Jeg husker at en låner sagde til mig: ”Jeg har kun ét liv, men i bøgerne har jeg mange.” Det satte sig fast. Og sidder der stadigvæk den dag i dag. Vi skal ikke som bibliotekarer, formidlere, gemme os. Vi skal være klar på at sætte os selv i spil for at hjælpe andre. Og sådan har det altid været. Det må være kernen.”

Fire minutter eller fire måneder?

Det er ikke nogen hemmelighed, når man arbejder sammen med Poul eller kender ham privat, at han elsker at være velforberedt. Og det samme gør hans hustru heldigvis også. Så det er ikke tilfældigt, at de nu sammen går på pension i en ganske ung alder. De har nemlig lagt en plan. En plan om at skulle opleve en masse og se verden.

”Jeg glemmer aldrig noget min bror engang sagde. Det var til min fars fødselsdag. Jeg skulle skrive en sang, det havde jeg gjort lang tid i forvejen. Så var den i hus. Min bror rejste sig op og sagde, helt kærligt: Ja, Poul skrev sin sang for fire måneder siden, jeg blev færdig med min tale for fire minutter siden.” Jeg kan bare godt lide, at ting er planlagt, det handler meget om forventningens glæder.”

Så da jeg spurgte Poul, om han ikke ville anbefale en god roman her på falderebet, for skønlitteraturen har altid været det centrale for Poul, så var han naturligvis forberedt. Men før I får den anbefaling, og Poul får det sidste ord, så ville jeg vide, hvad Poul kom til at savne mest.  

”Det er uden tvivl fællesskabet. Fællesskabet med vores lånere og mine kollegaer. Biblioteket er et helt specielt sted, der er en helt fantastisk stemning. Og jeg kommer til at savne at være en del af det maskinrum, som er med til at skabe den stemning. For det er unikt. At vi sammen skaber et folkebibliotek til alle besøgende.”

Morfar og Island – på gensyn Poul

Og så er vi fremme ved anbefalingen. Kære Poul, du har sat et stort aftryk, du vil blive savnet. Men jeg er sikker på, at vi ses igen. I bøgernes verden, på biblioteket.

”Til efteråret bliver Bente og jeg mormor og morfar til et lille barn, som fødes på Island i starten af november. Vor datter og hendes kæreste har taget ophold på Island i to år. Min (vor) relation til Saga-øen, bliver således endnu stærkere. For allerede for flere år siden blev jeg fascineret af den islandske natur og litteratur, ny såvel som gammel.

Min absolutte favorit er Jon Kalman Stefanssons trilogi ”Himmerige og helvede”, ”Englenes sorg”, ”Menneskets hjerte.”
En barsk, gribende og poetisk beretning om himmel og helvede på Islands vestkyst for hundrede år siden, hvor grænsen mellem liv og død er knivskarp når man er fisker og tager ud på havet i en åben båd med seks årer. Og som en stærk understrøm: poesiens kraft, selv om ordene til tider føles som rådvilde redningshold uden kompas og hverdagen er en kamp for at overleve. Fremragende trilogi!”