Underholdning i juleferien

20.12.18
Prøv en af bibliotekets mange apps til bøger, lydbøger, blade, film og meget mere.

Film
På filmsiden kan jeg anbefale dig at prøve Filmstriben. Her finder du bla. en filmatisering af forfatteren Lars Saabye Christensens roman Halvbroderen som en serie i 8 afsnit.
Hvis du er mere til en god thriller, så prøv Susanne Biers version af Natportieren. En serie i 8 afsnit efter John le Carrés roman.
Og hvis du savner en rigtig familiefilm, kan jeg let anbefale dig nyeste filmatisering af Hodja fra Pjort eller ungdomsfilmen Hundeliv om to søstres kamp for et bedre liv.

Magasiner
Hvis du hellere vil bladre i et lækkert magasin, finder du både ”Cosmopolitan”, ”Elle” og mange andre spændende blade, i den app der hedder RB Digital. Her kan du låne lige så mange blade du vil. Og de skal ikke afleveres igen!

Bøger
Er du mere til lydbøger er eReolen fyldt med underholdning til store og små. Du kan finde biografier, rejsebeskrivelser, romaner, krimier, ungdomsbøger, billedbøger og meget meget andet.
Jeg kan anbefale dig at lytte til So long Marianne hvor du hører om Leonard Cohens store kærlighed fra 1960’erne. Eller hvad med at sætte sig hele familien og læse op af Jernfingre og andre sørøverhistorier skrevet af Hanna Lützen?

Ny bruger
Som med alle bibliotekets app’s, så kræver brugen af dem at du er meldt ind på biblioteket. Du kan melde dig ind her på vores hjemmeside. Du skal bruge din Nem-ID. Du kan også kigge forbi et af kommunens biblioteker og så kan personalet oprette dig. Se åbningstiderne her og hvornår personalet er tilstede.

God jul
/ Lone Pedersen

Materialer