”Det var skamfuldt at gå rundt mellem softice og aftenøl, luftende hunde og teenagekedsomhed. Han var ikke en del af noget som helst længere, og jo nærmere han kom Skolegade, jo dårligere blev hans humør. Søren forsøgte at finde på undskyldninger, så han kunne aflyse. Det kom til, at han fandt telefonen frem og begyndte på en besked til Frederik, men der var noget halvhjertet over det. Han gik, mens han planlagde sin retræte. Pludselig stod han i Skolegade. Han kunne se Industrien og Frederik, som hilste på ham fra et af de høje borde, der var blevet stillet ud på fortovet. Nu var der ikke nogen vej udenom. Den erkendelse var en lettelse.”