Gode tips

Vi har samlet en masse gode søgetips og en trin-for-trin søgestrategi, så du kan finde de helt rigtige informationer til din opgave. Har du brug for hjælp, så er vi specialister i at finde netop det du har brug for.

Søgestrategi

Start med at lave en brainstorm på dit emne – lav evt. et mindmap. På lifehackers.com finder du en masse gode værktøjer til hvordan du kan gøre.

Herefter udvælger du de vigtigste ord fra dit mindmap og din problemformulering, og afklarer hvilke søgeord du vil bruge.

  • Afklar hvilke typer af materialer du har brug for: Oversigtslitteratur, leksika, faktaoplysninger, debatter osv.
  • Afklar hvilke steder du vil søge dine informationer. I næste afsnit har vi en liste over de vigtigste af dem.

Generelle søgetips:

  • Afgræns din søgning så meget som muligt. På den måde får du færre og mere præcise hits.
  • Brug så få og præcise ord som muligt, det vil give dig færre og mere brugbare søgeresultater.

Her begynder din søgning

Vi anbefaler, at du starter enhver søgning i bibliotekets egen base, i søgefeltet øverst på denne side. Når søgeresultatet dukker frem, klikker du på titlen for at se i hvilken afdeling materialet er hjemme.

Du kan online få hjælp til både 'Søg med kommando' og 'Søg på materialetype'

Er et materiale lånt ud, kan du reservere det, hvis du er registreret som låner.

Bibliotek.dk

Hvis ikke du fandt det du søgte efter, så kan du prøve bibliotek.dk, hvor du kan se alle de materialer, der er til udlån fra danske biblioteker. De fleste kan også bestilles til afhentning på dit lokale bibliotek. Hvis du er i tvivl om hvordan du bruger bibliotek.dk, kan du måske finde hjælp i en af de forklarende videoer.

Artikler fra aviser og tidsskrifter

Søg efter artikler, hvis du har brug for aktuelle emner, debatter og anmeldelser.

I bibliotek.dk er der registreret artikler fra syv landsdækkende dagblade og fra mere end 700 tidsskrifter. Du skal være logget ind som bruger på bibliotek.dk for at kunne få adgang til artiklerne.

Databaser

Biblioteket giver dig adgang til en masse databaser, med links til baser, infoguides og nyttige websteder til informationssøgning. Databaserne er udarbejdet af specialister med en stor viden om de enkelte emner.

Bruger du baser hjemmefra, skal du være registreret som låner og bo i Esbjerg eller Fanø kommune. På biblioteket er der fri adgang for alle.

Databaserne er opdelt efter overordnede emner, men du får det bedste resultat hvis du kombinerer få og præcise søgeord. I mange af baserne kan du også søge via emneord eller lave en fritekstsøgning. Nogle tekster findes i fuld tekst, andre kan du umiddelbart kun finde som referat. Hvis det sidste sker for dig, så kontakt en bibliotekar, så vi kan hjælpe dig videre.

Skrivopgave.dk

Skrivopgave.kk.dk kan du finde tips til informationssøgning, kildekritik, litteraturlister og andet.

Hvis du kører fast

Hvis du kører fast eller har brug for ekstra hjælp, så kan du bestille tid til vejledning hos en bibliotekar eller få online hjælp hos Biblioteksvagten.