En ny digtsamling fra Højholts hånd er ikke noget man ser hvert år, så det var med spænding jeg åbnede bind 9 i hans lille Praksissene, lutter digte dennegang, ikke aforistiske prosadigte somi bd. 8, men digte rigtigt sat op, og det hele. Tematisk er det med tiden mere og mere blevet naturen, der står i fokus hos Højholt, i denne bog således at også digte om Blicher, Ewald og Lorcabliver til digte, hvor naturen, dvs. menneskets omgivelser, spiller afgørende ind. I Højholts årelange, men virtuose kamp med metaforen, synes sidstnævnte med bogen her at være erkendt som ennødvendighed, hvis forestillingen og forestillingsevnen skal gå videre, og også i forholdet til det eksistentielle spores i bogen her for Højholt nye overvejelser omkring hans egen tilstedeværelse,som nok formidles ironisk med sideblikket i orden, men gennemlyses også af en ny vunden indsigt, der glimter ned gennem den lille bog. En dygtig bog, men også en varm og nærværende digtsamling