Turbo fremstår i denne uændrede genudgivelse som en lige så frenetisk digterisk tour de force, som da den udkom i 1968. Højholts lange monologiske digt (næsten) uden afbrydelser er et showdigt med ordkæder, ordfragmenter og lydord, der leder det ene til det næste i en - ja - turbulent men stramt styret strøm. Digtet, der blev en del af en værkserie og en efterfølgende poetik, blev afprøvet i showformen først i 70'erne og virker stadig forunderligt tidløs - og både moderne og frisk. Til trods for digtets malende og fremadskridende ordstrøm der bevæger digtet frem og kaster det tilbage i en bølgebevægelse, dækker det alligevel over en række sekvenser, der i digtets sidste del drejes omkring nogle personfigurer, Polly, Ursula og ikke mindst Henry, der introduceres med den udødelige startlinie: "henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen/...". Turbo klinger ud i en sidste særskilt sekvens "Punkter", der leder frem til den senere digtbog med samme titel og er samtidig fyldt med referencer til Højholts ekstraordinære roman 6512. Turbo er en nyklassiker og står stadig som en af Højholts mest kraftfulde digtbøger, der forener en digterisk udtrykslyst og energi med et intellektuelt og eksperimenterende lyrisk overskud