Per Højholt døde i efteråret 2004, så det er et afsluttet lyrisk værk, Gyldendal nu udsender, udmærket redigeret og forsynet med et efterskrift af Jens Smærup Sørensen. Fra Hesten og solen i 1949 til Praksis 11 i 1995 omfatter værket 19 digtsamlinger, fordelt over 620 normalsider. En kronologisk læsning af de 19 samlinger fører læseren gennem fem årtiers skiftende litterære strømninger, fra efterkrigstidens naturnære refleksioner via modernismen og konkretismen til de senere ironiske og intellektuelt distancerede manøvrer og lynskud. Selv om digtene afspejler den tid, de er skrevet ind i, er deres ophavsmand bestemt ingen modedigter, nærmest tværtimod. Teksterne i Samlede digte vidner om en original stemme i den nyere danske lyrik, til tider grænsende til det sære. En digter, som "pifter sproget", for at citere ham selv. Højholts folkelige gennembrud, Gittes monologer fra starten af 1980'erne er måske den del af forfatterskabet, som har klaret tidens tand dårligst; men både de tidlige og de sene digte rummer stadig rigeligt med sproglige og indholdsmæssige udfordringer til den læser, som er villig til at gøre en indsats for at afkode meldingerne fra Højholts uforudsigelige lyriske landskaber