Marie

Bibliotekar
Bibliotek:
Afdeling:
E-mail:

Maries arbejdsområder

Jeg hedder Marie og jeg har været bibliotekar i en menneskealder. Jeg er en af de ansvarlige for musikområdets materialer. Vi står midt i et paradigmeskift, hvad angår den indspillede musik. Skal vi fortsætte med indkøb af cd’er? Skal vi købe LP’er? Hvordan skal vi fremover præsentere noget af al den gode musik, som stadig indspilles? Emnet diskuteres flittigt i danske musikbiblioteker. Biblioteksvagten.dk er også et af mine arbejdsområder. Her har jeg mulighed for at besvare spørgsmål om alt mellem himmel og jord – og heldigvis også om musik. Og så pakker jeg bøger til biblioteksbrugere, som ikke er i stand til selv at besøge biblioteket.

Hvor kan du finde Marie på biblioteket?

Du kan finde mig i Hovedbibliotekets KulturZone og i Informationen. Spørger du om musik, bliver jeg ekstra glad. Du kan også tage en tur til Fanø om tirsdagen og møde mig i biblioteket på Nordby skole.  

En bog Marie vil anbefale

Der findes mange gode bøger, men jeg vil anbefale noget andet. Musik har altid været en vigtig del af min tilværelse. Indimellem glemmer jeg at høre musik. Men når jeg så får sat et godt album på derhjemme, så kommer den der uforklarlige glæde over tonerne og rytmerne. Musikkens virkning er fantastisk. Et musikalbum jeg holder meget af, er pianisten Jan Johanssons smukke og afdæmpede album Jazz på svenska. Jan Johansson døde i 1968, men hans fortolkninger af svenske folkeviser er blevet klassikere. Ligeså er titelmelodien til Pippi Langstrømpe-filmene, som Johansson skrev kort før sin død.