Globalt udsyn – lokal handling

Bibliotekerne fokuserer på FN’s verdensmål.

Af Biblioteket

Tags

Uge 17

I uge 17 sætter vi fokus på FN’s 17 verdensmål – både i ord og handling. Gennem arrangementer, aktiviteter og konkrete tiltag viser bibliotekerne, hvordan de globale mål kan omsættes til lokal handling og give mening i borgernes hverdag.

Bibliotekerne er verdensmålscertificerede og arbejder systematisk med bæredygtighed gennem deres egen verdensmålsprofil Sammen om verdensmål. Ambitionen er klar: Bibliotekerne vil både inspirere, skabe viden og tage ansvar for at mindske deres eget klimaaftryk.

En del af bibliotekets DNA

Bæredygtighed og social bevidsthed er en naturlig del af folkebibliotekets DNA. Med en inkluderende tilgang og plads til alle bidrager bibliotekerne til sammenhængskraft og rummelige fællesskaber i lokalsamfundet. Samtidig bygger biblioteket på en grundlæggende deleøkonomi, hvor materialer cirkulerer og genbruges mange gange.

For biblioteksleder Ann-Britt von Seelen er det afgørende, at biblioteket kombinerer et globalt udsyn med lokal forankring:

– Vi er optaget af, hvordan vi kan omsætte verdensmålene lokalt og understøtte en bæredygtig udvikling i kommunen. Biblioteket skal gøre det muligt for borgerne at omsætte verdensmålene til hverdagsmål gennem konkrete handlinger, siger hun.

Verdensmål i praksis

Den tilgang træder tydeligt frem i uge 17. Både børn og voksne kan deltage i arrangementer, der kobler nysgerrighed, fællesskab og bæredygtighed.

Børn kan blandt andet opleve Den nysgerrige have og Naturens bittesmå hemmeligheder, som sætter fokus på naturens mangfoldighed og det liv, vi ofte overser.

For voksne markeres Verdens Bogdag, vi inviterer til Gode fortællinger: Lyt og snak, Visible mending workshop, hvor tøj repareres i stedet for at blive smidt ud, samt Gå til filosofi: Grøn utopi med rum til refleksion over fremtidens bæredygtige samfund.

Derudover summer bibliotekerne af aktiviteter hele ugen med bogsalg, frøbibliotek, byttemuligheder og udstillinger på alle biblioteker.

Når ord bliver til handling

Verdensmålene er ikke kun noget, bibliotekerne formidler – de bliver også omsat i praksis. F.eks. har udskiftning til energibesparende belysning på biblioteket i Bramming mere end halveret strømforbruget og elregningen.

– Vi arbejder målrettet med FN’s verdensmål, både gennem vores aktiviteter og i den daglige drift. Eksemplet fra Bramming viser, at lokale og konkrete tiltag kan gøre en reel forskel, siger Ann-Britt von Seelen.

Uge 17 viser, at bibliotekerne er steder, hvor verdensmålene ikke blot kan læses og tales om – men også opleves og leves i fællesskab.

FAKTA

FN’s Verdensmål

  1. Afskaf fattigdom
  2. Stop sult
  3. Sundhed og trivsel
  4. Kvalitetsuddannelse
  5. Ligestilling mellem kønnene
  6. Rent vand og sanitet
  7. Bæredygtig energi
  8. Anstændige jobs og økonomisk vækst
  9. Industri, innovation og infrastruktur
  10. Mindre ulighed
  11. Bæredygtige byer og lokalsamfund
  12. Ansvarligt forbrug og produktion
  13. Klimaindsats
  14. Livet i havet
  15. Livet på land
  16. Fred, retfærdighed og stærke institutioner
  17. Partnerskaber for handling