Fem filmhistoriske mesterværker på Filmstriben

2025 nærmer sig sin afslutning. Internettet bliver oversvømmet af lister med årets bedste film. Vi vælger at svømme mod strømmen. Og på vores tur fisker vi skønne film op fra den vilde og brogede filmhistorie. Fra 1930’ernes Tyskland til 2020’ernes USA.

Af Biblioteket

Tags

Film
Fra filmen Vampyr. Foto: Filmstriben

M (1931)

Fritz Lang, der var født i Østrig i 1890, blev et af de helt store navne i den tyske filmindustri i 1920’erne, specielt kendt for sit hovedværk Metropolis (1927). Lang forlod Tyskland i midten 1930’erne, efter at han havde afslået et tilbud fra Goebbels om at få en ledende skikkelse indenfor Det Tredje Riges filmindustri.

Lang var en mester til at arbejde med skygger, og det fornægter sig ikke i M, hvor Berlins gader kommer til at fremstå i bedste noirstil. 

M en mesters værk

Den er underholdende, smuk og grum på samme tid. Man får ikke den grafiske vold som kendetegner moderne seriemorderfilm, men hos Lang bliver antydningens kunst mindst lige så ubehagelig, som hvis man ser en blodig krop. Så M er ikke til at komme uden om. Hverken hvis du interesserer dig for mordere eller filmhistorien helt generelt.

Vampyr – Der Traum des Allan Grey (1932)

Vampyr – Der Traum des Allan Grey er ikke som nogen vampyrfilm, du nogensinde har set før, og det er nok også helt generelt en af de mere specielle film, du nogensinde kommer til at se. Vampyren er hos Carl Theodor Dreyer mere en struktur i fortællingen end et egentligt monster eller en dræber, som vi ellers er vant til fra genren. Og hvis man forventer en klassisk gyserfilm vil man da også blive inderligt skuffet.

Hvis man derimod vil se en mesters værk fra en af filmhistoriens dygtigste banebrydere, som samtidig er en ganske ubehagelig og forunderlig film, skal man skynde sig at se filmen.

Filmen er rent visuelt en sand perle. Det gælder både i de fantastiske kamerabevægelser, billedekompositionerne og gennem lyssætningen. Stilen er det vigtige i filmen, og det er gennem de stilistiske eksperimenter, at filmen opnår sin poetiske og mareridtsagtige effekt.

Solyaris (1972)

Der er her tale om en tung, meget tung, og seværdig, meget seværdig russisk sci-fi-film, som samtidig er en milepæl indenfor filmhistorien helt generelt. Hvis man kender filmens forlæg, Stanislaw Lems roman Solaris fra 1961, er det sjovt at iagttage, at romanens handling først træder i kraft 40 minutter inde i filmen. Det viser også, at instruktøren på en og samme tid eksperimenterer med og er tro overfor forlægget.

For både Lem og Tarkovsky er sci-fi-settingen brugt til at tage spørgsmål op, som går langt ud over sin genre – og netop derfor er det så mesterligt, da sci-fi-delene også er stærke i sig selv. 

Det er nok en film, som vil afskrække et moderne publikum med sit meget langsomme tempo og til tider meget kryptiske handling – som det rent faktisk ikke er muligt at gengive en fuldstændig tolkning på – og dette er netop et kendetegnende aspekt i Tarkovskys virke som instruktør og samtidig også ånden i romanen.

Kapernaum (2018)

Den tolvårige libanesiske dreng Zain, lægger i filmens indledning sag an mod sine forældre. Gennem filmen klippes der tilbage til retssalen mens filmen er fortællingen om Zain, og hvad der i sidste ende fik ham til at lægge sag an. Zain bor sammen med forældrene og en stor søskendeflok i et slumkvarter i Beirut. Da forældrene beslutter sig for at sælge Zains 10-årige søster til en kioskejer, bliver det starten på filmens drama.

Filmen er en nådesløs skildring af livet som gadebarn i Libanon og mere overordnet af livet som barn i et samfund i en tid hvor tingene ikke går som de burde gøre. Midt i det menneskelige forfald og den meget triste fortælling, stråler Zain som en lille sol, en lille stjerne, det menneskelig håb der ikke kan slukkes. Derudover er filmen også basalt spændende men kernen, og det man aldrig vil glemme, er billederne af den beskidte og ukuelige Zain. Fremragende.

Civil War (2024)

Vi er i USA, nærmere bestemt New York, i en ikke så fjern fremtid. Hvor der er borgerkrig i USA! Vi følger fotojournalisten Lee Smith, og en gruppe andre journalister, der beslutter sig for at tage på en meget farefuld rejse mod Washington for at lave et interview med præsidenten, en præsident der er ved at tabe krigen. Rejsen fører journalisterne dybt ind i mørkets hjerte. Gennem journalisternes øjne ser vi et samfund falde fra hinanden. Det er fantastisk realiseret. Med små og store detaljer, med bygninger der smadres, med menneskeligheden der ødelægges. Og på deres rejse mod mørket, mod landets høvding, møder journalisterne de forskellige grader af ondskab, af det dyriske der er lige under den polerede overflade i de små amerikanske byer og samfund generelt. 

Filmen er en teknisk lækkerbisken og den er velspillet. Og netop en film hvor det spinkle plot på fornemste vis lader os tolke og tumle med det journalisterne oplever. Dejligt at en moderne amerikansk film kan rive benene væk under tilskueren på den måde. En hård nyser, en vigtig film der har potentialet til at blive en moderne klassiker.