Tegneserier er også litteratur

”Splint; Håbets tid” af Émile Bravo – 4 bind

Mange af os stiftede efter Anders And bekendtskab med Splint; den lille journalist i den røde piccolo uniform med sit kæleegern Spip og hans ven og kollega Kvik. Tegneserien blev til i 1938, og den er en del af den fransk-belgiske tradition med sit genremiks af eventyr og komedie. Der er jævnligt blevet udgivet nye albums siden 1938, og en af de seneste skud på stammen er det fremragende firbindsværk ”Håbets tid” af den franske tegneserietegner og -forfatter Émile Bravo. I den indskriver han Splint og Kvik til Belgien 1940, hvor de må forsøge at navigere en tid, hvor krigen lurer, deres land snart er besat, og det er svært at være idealistisk. Bravos tegnestil er lidt henad Hergés streg, farverne er flotte, men dæmpet og realistisk. Historien er dyb menneskelig, og fremstiller en af de mørkeste kapitler i Belgiens historie, og som på nogle punkter ligner vores egen. 

”Maus” af Art Spiegelman

Et værk, som beskæftiger sig med samme historiske periode, er Maus af den amerikanske tegner Art Spiegelman, som han også har vundet en Pulitzers for. Det er dog en langt mere personlig fortælling end for Bravo, da tegneserien er delvist selvbiografisk og omhandler hans forældre, som var polske jøder og overlevede Auschwitz. 

Tegneserien forgår i to spor, et samtidigt der forgår i 1978 og et om årene op til anden verdenskrig og igennem. Det samtidige spor følger de interviews, som Spiegelman laver med sin far Vladek, om ham og morens historie, hvilket danner det andet spor. Det samtidig spor er en art prisme, hvorigennem Arts eget forhold til sin far, til holocaust og til det at formidle farens historie diskuteres. Det bruges også til at vise, hvordan holocaust satte ar ved nogle af de få, der overlevede. 

Tegnestilen er minimalistisk, ikonografisk og i sort hvid, visuelt meget stærk. Spiegelman bruger et greb, hvor menneskerne bliver tegnet som antropomorfe (menneskeagtige) dyreskikkelser. Jøder som mus, nazisterne som katte, polakker som grise og amerikanerne som hunde. Det tydeliggør den raceopdeling, som nazisterne gennemtvang, og Spiegelman bruger det til at tilføre et betydningslag mættet af symbolik. Samtidig gør det også det lidt nemmere at holde alle forfærdelighederne ud, uden at læseren mister medfølelsen med karaktererne, som der er rigtige mennesker bag. Maus er måske vores tids vigtigste tegneserieværk. 

”Heartstopper” af Alice Oseman – 5 bind, og et 6 på vej

Et andet vigtigt værk, men af nogle helt andre grunde er britiske Alice Osemans Heartstopper. Oprindeligt startet som webtoon i 2016, dvs. på nettet, men siden også i fysisk trykt form, og som Netflix-serie har den taget verden med storm. Tegneseriens genre er coming of age og feel-good, og målgruppen er teenagere og unge voksne, men den er sød og bestemt læseværdig, også hvis man er rigtig voksen. Tegneseriens hovedperson er Charlie, en sensitiv homoseksuel dreng, som bliver placeret ved siden af Nick i et fag. Nick er rugbyspiller, og går i klassen over Charlie, og hurtigt udvikler de to drenge et tæt venskab, som for Charlie udvikler sig til en forelskelse. Men Nick er heteroseksuel, og Charlie er tidligere blevet mobbet på grund af sin seksualitet, så det er svært at navigere i. Tegnestillen er ikonografisk og meget ekspressiv både i karakterernes kropssprog og ansigtsmimik. Tegneseriens tema er i høj grad identitet, relationer og det som ung at finde sig selv. Udover den homoseksuelle og maskuline kærlighed er der også mange andre identiteter, og serien kan bidrage til ens forståelse for LGBT+ personers oplevelser. 

”Hercule Poirot - Døden på Nilen” Efter Agathe Christies roman, skrevet af Isabelle Bottier og tegnet af Callixte

Den klassiske og blodige mordgåde er her blevet genarbejdet af Isabelle Bottier og Callixte til tegneserieformatet. Det er som alle genfortællinger ikke den samme oplevelse som bogen, men derfor tåler den bestemt en læsning, også selvom man kender historien i forvejen. Tegneserien rammer den særlig Poirot stemning godt, både i billede og sprog, om end man godt kunne have ønsket sig flere overbliksbilleder af det flotte ægyptiske landskab. Den er fuld af intriger og drama. Tegnestillen er realistisk, omend karakterens ansigts mimik er smule karikeret. 

”Chokolademageren” tegnet af Chetville og skrevet af Éric Corbeyran og Bénédicte Gourdon. – 3 bind

Noget helt andet er tegneserien Chokolademageren af Chetville, Corbeyran og Gourdon fra 2019 som omhandler belgisk chokoladeproduktion. I den følger vi Alexis Carret, som er en dygtig chokoladetier med teknisk kunnen og en raffineret palet. Han arbejder for en belgisk chokolade fabrikant men drømmer om sit eget. Igennem veninden Clëmence møder han Benjamin Crespin, en selfmade mand med dårlige forbindelser, som vil have ham det til at åbne en chokoladebutik med ham. Tegneserien er genremæssigt en romance og med elementer af krimi, samtidig er den en kulinarisk dannelsesrejse, der giver et indblik i smagen, fremstillingsmetoder og de etiske aspekter af chokoladeindustrien. Tegnestillen er realistisk med klare farver. 

/ Jonas