Voksne

Demokrati i skyggen af Gestapo

Tid
18:00 - 20:00
Pris
Billet: 50 DKK
Sted
Hovedbiblioteket
Nørregade 19,
6700 Esbjerg
Hvordan bygger man en efterretningstjeneste i et demokrati efter en overvågningsstat? Katja Højgaard Petersen, ph.d.-studerende ved SDU, belyser de dilemmaer, vesttyskerne stod i efter Anden Verdenskrig. Om valget mellem sikkerhed og frihed, kampen mod højreekstremisme og frygten for et nyt Gestapo.

For alle, der interesserer sig for Tyskland, historie, den kolde krig og spionage, eller som gerne vil have perspektiv på overvågning i en demokratisk stat.

Overvågning og højreekstremisme

Da røgen havde lagt sig, og to nye tyske stater var blevet grundlagt, stod Vesttyskland over for den komplekse opgave at opbygge et demokrati i skyggen af nazismens overvågningsstat.

Erfaringerne fra Gestapos omfattende kontrol prægede både befolkningens tillid og de politiske beslutninger. Samtidig var de højreekstreme miljøer ikke forsvundet med Anden Verdenskrigs afslutning. Derfor opstod behovet for nye efterretningstjenester, men også for klare grænser for deres magt, så man undgik et nyt Gestapo.

Det rejste en række afgørende spørgsmål om, hvem der kunne og måtte overvåge, hvordan efterretningstjenesternes magt kunne begrænses uden at gøre dem ineffektive. I sidste ende handlede det om, hvordan staten kunne beskyttes uden at underminere de værdier, den var sat i verden for at forsvare.

Katja Højgaard Petersen

Katja Højgaard Petersen er ph.d.-stipendiat i historie ved Syddansk Universitet og gæsteforsker ved Ruhr-Universität Bochum. Hendes forskning omhandler det vesttyske efterretningsvæsen og deres overvågning af den ekstreme højrefløj under den kolde krig.