For alle

Carina står op og tegner manga hver morgen klokken 04:30

Den specielle japanske tegneseriegenre har for alvor fået fat i vestjyderne. Sidste gang, der var workshop på Hovedbiblioteket i Esbjerg, stod folk i kø ved døren. To nye arrangementer er på vej.

Af Biblioteket

Carina Pabst blev lokket til at lave et selvportræt i mangastil

Der er bogstaveligt talt en halv jordklode mellem Tokyo og Tjæreborg, men interessen for japansk manga er vokset med raketfart i det sydvestjyske.

Hos Esbjerg Kommunes Biblioteker er det Carina Pabst, der er manga-mesteren og -entusiasten over dem alle.

Hun blev selv bidt af den japanske tegnetradition, da hun var seks år.

- Jeg så et afsnit af anime-serien Sailor moon, som er en kult-anime- serie (anime er baseret på manga, red) på tysk tv og blev bare blæst fuldstændig bagover. Det var tegnestilen, det dramatiske, detaljerne, følelserne og det, at piger var superhelte, der ramte mig, husker hun.

Ned i kaninhullet

Og fra det tidspunkt så hun sig ikke tilbage, men dykkede dybere og dybere ned i det store kaninhul, som manga er.

- Jeg udforskede genrer og stilarter indenfor både anime og manga, og som 10-12-årig begyndte jeg selv at tegne, og senere skrev jeg speciale til min kandidatuddannelse i kultur og formidling om netop serien Sailor Moon, fortæller Carina Pabst.

Og godt 30 år efter det første møde med manga følges de to stadig tæt ad.

- Hver morgen står jeg op klokken 04:30 og tegner manga. Det er meditativt og en god måde at få ryddet op i tankerne. Det er blevet min rutine til at blive klar til en arbejdsdag, og det har jeg gjort i omkring 18 år, fortæller Carina Pabst.    

 

Manga er Carinas hjertebarn

Hun har selv en samling, der lige om lidt runder 3.000 eksemplarer, og hun har også bragt manga ind på Esbjerg Kommunes biblioteker. Der er cirka 500 eksemplarer til udlån. Det er Carina Pabst, der står for indkøb, og hver dag går hun ud i robotten (der tager imod afleverede bøger, red) og sørger for at manga-samlingen står skarpt og opdateret, for det er hendes hjertebarn.

- Manga er fantastisk og dragende, fordi stilen er så anderledes fra det vi kender her i vesten. Der er så mange genrer - superhelte, fantasy, drama, action, krimi og hverdagsfortællinger, blot for at nævne nogle, og der er manga til børn på fem år og voksne på halvtreds år. Den japanske historie er ukendt for mange i Europa, så det er ofte det eksotiske, der fanger i begyndelsen, men manga holder bare i længden, og derfor bliver folk fastholdt, mener Carina Pabst.

For tre år siden lavede hun den første manga-workshop på biblioteket. 

- Det er siden blevet til fem-seks stykker, og de er meget populære. 

Jeg plejer at lave en intro til manga som fænomen, fortælle lidt om, hvordan jeg kom i gang, og viser hvordan en skitse bliver til en færdig illustration, fra karakter-design til farverne, og så skal deltagerne ellers selv i gang. Det er ikke afgørende, hvor god man er på forhånd, alle kan være med, fortæller Carina Parbst.

 

 Jeg har aldrig været i Japan, men vinder jeg i lotto, så er det afsted, og så går jeg nok shop-amok i manga-merchandise. Og jeg mener for alvor amok. Og ellers må det blive på min bryllupsrejse en gang. 

Carina Pabst

Manga er et modspil til AI

Hun ser manga som et stærkt modspil til AI.

 - I disse tider med AI overalt er det vigtigt at bevare traditioner, så det er med blyant og farvelægning i hånden. Manga spillede også en stor rolle ved den netop overståede Fantasyfestival, bla ved cosplay, og manga er også en måde at vække læselyst og knække læsekoden for mange unge, siger Carina Pabst med henvisning til de nedslående resultater i de nye PISA-undersøgelser om børn og unges læselyst og -færdigheder.     

Workshops i efterårsferien

I efterårsferien er der to muligheder for at hoppe med på manga-vognen. Den 13. oktober på Hovedbiblioteket i Esbjerg og den 15. oktober på Ribe Bibliotek. Begge dage er det fra 16-17.40. det er gratis at deltage, men du skal hente en billet. 

FAKTA om manga:

Manga er en over tusind år gammel tegnetradition, der begyndte i japanske templer.

Manga læses fra højre mod venstre.

I Frankrig og Tyskland er manga en kæmpe industri, men Danmark er også godt med. 

Nogle af superstjernerne indenfor manga gennem tiden har været Eiichiro Oda, Osamu Tezuka, Rumiko Takahashi og Hiromu Akarakawa.

Udlånet af manga på Hovedbiblioteket er fordoblet på blot et år.

Den mest solgte tegneserie verden over er Eiichiro Odas mangaserie One Piece.