Der er altid guld at hente hos denne norske realist. Han er en stilist af guds nåde, og sproglig kraft og stringens overvælder gang på gang. Der kan af og til være noget lidt altmodisch over replikkerne, men det tager man gerne med. Historien foregår i en forstad til Oslo lige omkring 1970. Vi følger jegfortælleren fra han begynder i en ny skole som 13-årig til han som 18-årig dropper ud af gymnasiet og begynder på et trykkeri. Vietnamkrigen raser, men litteraturen, Jimi Hendrix og ikke mindst en alkoholisk og voldelig far optager i højere grad den begavede dreng. Men han er en stærk gut, og til slut ved faderens begravelse, ved vi (og han selv), at han nok skal klare sig. Romanen rummer mindelser om arbejderlitteraturen når den var allerbedst, men en spændende komposition, psykologisk kompleksitet og altså et sprog, der dirrer i al sin nøgternhed, hæver romanen over langt det meste. Jeg synes romanens "indpakning" er lidt uspændende, for megen tekst på bagside og flapper og en forside, som ikke umiddelbart sælger sig selv. Så hermed en opfordring til lidt aktiv formidling